Så er vi igang

Hej derhjemme!

Så er der liv på bloggen igen! Vi har været afsted i ganske få dage, men vi har stadig oplevet en smule allerede. Hvis vi tager den vigtigste oplevelse først, så så vi De Grønne Helte, få tre vigtige point i Silkeborg. Vi kunne følge kampen både før og under boarding til flyet. Det var en storartet start på ferien!

Flyvetyren og ankomsten til Edinburgh forløb godt og en taxa bragte os sikkert til Murrayfield Park Guest House. Vi havde været så heldige at få værelset med en dobbelseng med 140 cm i bredden og tilhørende dobbeltdyne...

På dag to fik vi hentet vores bil, en Vauxhall Corsa. Det tog virkelig lang tid. Hvis nogen fra Hertz læser med, så har vi adskillige forslag til, hvordan forretningen kan forbedres. Efter at have stået i kø i hvad der føles som flere timer, fik vi endelig vores bil udleveret. Vi kunne hurtigt konstatere, at der på forsæderne er byttet rundt på rollerne imellem chauffør og co-driver. Med kørsel i den forkerte side og gearskifte med venstre hånd fik Søren dog bragt os sikkert afsted. Vi parkerede ved hotellet og begik os derefter ud på en mindre gåtur på 45 minutter for at nå ind til Edinburg’s gamle bydel. Herfra gik vi The Royal Mile, som leder fra Edinburg’s gamle bydel op til Edinburg Castle. Her fik vi blandt andet set en kirke med syngende kirkekor og pladsen for det traditionsrige skotske Military Tattoo. Vi rundende af med en rolig gåtur ned i Princess Street Gardens. Vi har tilsyneladende ikke fundet det interessant nok til at tage billeder af det.

Efter den korte tur igennem Edinburg vandrede vi tilbage til hotellet. Her var den første vabel opnået. Det tegner ikke videre godt for resten af turen.

Blot et stenkast fra hotellet ligger Murrayfield Stadium, hvor der lørdag blev spillet 5 forskellige rugby-finaler. Vi valgte naturligvis at se hovedkampen. Ayr vs Melrose. Vores hold, de gule fra Melrose, med sækkepibeorkester istedet for cheerleaders tog sejren. Vi er blevet en smule klogere på reglerne, meeeen vi var tit forvirrede.  Sporten virker populær herovre, men den når stadig ikke fodbold til sokkeholderne. På et stadion med plads til næsten 70.000 tilskuere var der vel knap 5.000 på en flot og solbeskinnet lørdag eftermiddag.

Søndag startede med en kort køretur til Stirling Castle. Det var interessant at høre fortællingerne om William Wallace’s og Robert the Bruce’s kamp mod englænderne, men derudover var det mest interessante ved Stirling, at det markerer vores overgang fra lavlandet til højlandet.

Fra Stirling kørte vi videre igennem Glen Coe, hvor vi kunne se The Three Sisters – eller det tror vi i hvert fald, for vi fandt aldrig ud af hvilke tre bjerge navnet dækker over. Selvom vi angiveligt kørte i natursmukke omgivelser med både bjerge, søer og geder, var det svært at fjerne blikket fra vejen, som vi kørte på. Det bør ikke være svært at forstå, hvorfor vi ikke kiggede op fra vejen, hvis vi formår at beskrive dem rigtigt:

Vejene er ca. ligeså brede som en stor van. Udenfor vejens markering er der grus, kantsten og generelt store huller – vi forventer en hurtig død, hvis vi kommer ud over vejens markering. Der kører naturligvis også store lastbiler på vejen, og der er regelmæssigt advarselsskilte mod modkørende traffikanter midt på vejen, stenskred, ænder(!), rådyr og ældre mennesker(!) på vejen. Den eneste rationelle hastighed på disse dødsfælder, hvor man hverken kan holde til venstre eller højre på vejen uden frygt for et hurtigt endeligt, er naturligvis 60 mp/h (100km/t). Det må være skotternes rationale, at hvis det skal gå galt, så bør det i det mindste gå hurtigt.

Efter vi var kørt igennem Glen Coe til Fort William, fik vi ført vores skrækslagende selv ind på en pub for at få noget at styrke os på. Det passede med at de viste verdens største fodboldkamp, på nær kampene med Viborg. Det var en fantastisk kamp. Søren mener, at resultatet har fortabt sig i (alkohol-)tågerne omkring Fort William.

I dag har været vores første store test (den første test var vablerne på dag to). Vi fik set Neptune Staircase. Vi kan roligt konstatere, at det nok er blevet oversolgt til os som en turistattraktion. Det er en lille gruppe af sluser, som ser pæne ud på billeder oppefra. Det var mindre imponerende, da vi rent faktisk stod blandt sluserne. Sluserne var alligevel kun en mindre detalje i løbet af dagen. Næste stop: Ben Nevis, Storbritaniens højeste bjerg!

Vi startede vores besøg i Visitor Center hvor den lokale park ranger fortalte om dagens horrible vejrforhold på bjerget. Minusgrader, chillfaktor på -20, kraftige vindstød og elendig sigtbarhed. Hun rådede os til en to timers gåtur op til vandfaldet, ca. halvvejs oppe af bjerget, hvor forholdene ville være sikre.

Det passede os fint, eftersom Michell kun havde et par jeans, sportssko og ingen handsker. Søren var bedre forberedt efter Grand Canyon-fiaskoen i ’10. Turen op ad Ben Nevis var fantastisk. Udsigter som man ser på billeder, skiftende natur og vejr. Det var utrolig smukt at sidde på kanten af et bjerg og derfra se tre store bjerge, der var med til at indramme dalen på flotteste vis. Bag de mindste bjerge kunne vi se kæmpestore søer.

Modsat turen op, der var hård ved lår, lænd og lægge, var turen ned ad Ben Nevis hård ved knæene. Vi har begge over de sidste par måneder haft lidt problemer med vores knæ, og turen ned fik for alvor testet dem. I skrivende stund har vi benene oppe. Ja vi er blevet gamle JBen Nevis er klart et besøg værd! Hvis nogen af bloggens læsere (hej mødre) vil tage turen, så skal I dog være opmærksomme på, at ”vandfaldet” i april måned blot er en lille kilde, som vi jo så overså, selvom vi gik igennem det. Vi var sikre på, at vi ikke ville nå vandfaldet på to timer grundet vores dårlige form, og vores tidspessimisme førte os derfor på afveje. Vi fandt først ud af, at kilden var et ”vandfald”, da vi havde rundet toppen af bjerget, taget nogle billeder i snestormen og var gået ned igen. Hele turen blev af park rangeren estimeret til at tage mellem 6 og 8 timer. Vi har - i en smuk kombination af stædighed og arrigskab over ikke at have set vandfaldet – gået op og ned på lidt under fem timer. Vandfaldet havde vi krydset på under halvanden time.

Efter at have brugt fem timer på et bjerg tog vi et hurtigt smut i svømmehal/fitness center for at få noget let cardiotræning (læs: Michell svømmede og Søren sad i sauna). Bagefter kørte vi til Glenfinnan Viaduct, der er kendt fra Harry Potter-filmene. Det var OK.

Vi er efter yderligere halvanden time på de såkaldte veje ankommet til Loch Ness. Vi føler os overbeviste om, at vi nok skal se Nessie inden i morgen, når vi kører videre til whisky-smagning!

Vi håber samtidig, at dette hotel bliver det første med varmt vand i bruseren.

Håber I alle har det godtJ