torsdag den 25. maj 2017

La Fin

Hermed sidste blogindlæg for denne gang. Sidst vi sluttede, var vi på vej mod Cannes og diverse stjerneskuespillere (Nicole Kidman, Clint Eastwood, Will Smith for at nævne et par stykker). Det lykkedes os at se silhuetten af en person, som helt sikkert har set en kendt skuespiller. Det ved vi bare. Vi genkendte ikke selv nogen stjerner, men hvis en person nogensinde kommer til at stå på solen, så vil solens stråle også omslutte personen, så ingen stjerner vil være synlige med det blotte øje. Den kan I jo lige tænke over.

I løbet af dagen opdagede vi, hvor mange personer, der tager deres fineste puds på, for at stille sig ned på stranden og tigge efter billetter til de nyeste film. ’120 Beats per Minute’ var særligt efterspurgt af både unge og gamle. I håb om at få et billede af Clint Eastwood stod vi i ca. en times tid og ventede på, at han skulle ankomme til en viewing af hans film ’Unforgiven’ (De nådesløse) i forbindelse med filmens 25-årige jubilæum. Vi fik desværre ikke set ham, men vi fik dog tilbudt gratis billetter til filmen, som vi desværre takkede nej til, fordi vores program var stramt. Det var dobbelt ærgerligt.

Vores program var stramt, fordi vi havde en aftale med Monaco. Et par timer efter, at vi var blevet tilbudt gratis biografbilletter, kørte vi i stedet rundt på Monaco’s Formel 1-bane. Normalt kan man kun køre på dele af vejen, men eftersom ræset er denne søndag, så var de allerede begyndt ombygningen. Magnussen kan bare ringe, hvis han skal have nogle tips til at køre løbet i en Citroën C3. Det var efter, at vi havde vandret igennem The Champions Promenade for at finde Roberto Baggio’s aftryk. Det var en meget glad Michell, som fik et billede med Baggio. Så gjorde det næsten intet, at vi efterfølgende gik op til Monte Carlo Casinoet, hvor der var dyre biler i læssevis. Michell var overbevist om, at det var bilejerne, som var misundelige på ham, for Michell havde trods alt et billede med Baggio’s aftryk. På vej tilbage til vores villa kørte vi kort forbi Stade Louis II, hvor hjemmeholdet netop var blevet kåret til franske mestre i fodbold. Som nævnt havde vi et stramt program.


Vi havde afgivet et løfte til hinanden om, at vi ville besejre Alpe d’Huez på cykel, så søndag morgen i Monaco forberedte vi os mentalt til den udfordring, der nu ventede. Vi skulle endnu engang køre igennem bjerge. På franske veje. Det er en underlig følelse at køre så langsomt, at vi er ved at falde i søvn, men samtidig tilpas hurtigt til at vi er ved at styrte i afgrunden eller køre ind i bjerget i hvert eneste sving. Det gør det kun endnu værre, når vi skal køre i 6 timer i en bjergkæde, som vi allerede har kørt i. Heldigvis er vi nogenlunde gode billister!

Vi ankom til et bjerg ca. 30 minutter fra Alpe d’Huez, hvor vores belgiske og engelske værter serverede lækker aftensmad og gode historier om området. Vores engelske kok havde tilsyneladende været i lære hos en Michelin-kok i en periode, så maden var ganske god. Vi gik i seng med vished om, at rejsens måske største test stod om morgenen.

Mandag oprandt dagen, hvor vi skulle besejre dette legendariske bjerg; Alpe d’Huez. Vi startede på toppen, hvor vi havde lejet dagens transportmiddel. Søren, der aldrig har siddet på en racercykel før eller brugt klik-sko, skræmte cykeludlejeren ved at stille alverdens dumme spørgsmål. Vi fik overdraget cyklerne, mod at love at bringe dem tilbage i ét stykke. Herefter cyklede vi ned ad Alpe d’Huez. Cyklede er måske så meget sagt, for vi bremsede 90 % af tiden. Det bør nævnes, at nogle af de lokale var ved at hakke vejen op samtidigt, så der var brug for bremserne. Vi nåede bunden efter 20-30 minutter, og herefter begyndte opstigningen. 


Inden turen havde vi af flere omgange talt om, hvor længe det ville tage at cykle op af bjerget, og vi regnede med ca. 4 timer. Det viste sig at man kunne gå op ad bjerget på den tid. Fra bunden startede vi som holdkammerater. Skiftevise føringer, støttende ord og selvfølgelig fælles pauser. Michell viste marginalt mere overskud op ad stigningen, hvilket gjorde at efter at have fulgtes de første 14 af 21 hårnålesving, blev holdånden udskiftet med konkurrence. Søren blev hurtigt plantet, og pludselig var vi begge alene mod giganten. På trods af modstanden, som bjerget ydede, nåede vi begge toppen.  Det  var ikke så hårdt ved benene, at vi vil fraråde andre at forsøge sig. Det er åbenbart ikke engang nødvendigt at træne op til det. Vi fejrede vores succes med pandekager på Alpe d’Huez, hvorefter vi kørte tilbage til vores Châlet, hvor vi fortsatte fejringen med et par øl i en jacuzzi med udsigt over bjergene.


Dagen efter kørte vi til Lyon for at tage TGV-toget til Paris. Toget tog kun to timer, hvor det ville have taget 5-6 timer i bil. Det var en oplevelse af fart og præcision som DSB godt kunne kigge lidt til. I Paris fik vi overdraget nøglerne til den sidste leje bil. Denne gang en  Ford Fiesta. Vi besluttede os for at overnatte i Paris, så derfor valgte vi naturligvis at bruge resten af aftenen på at tage i biografen og se den nye Pirates of the Caribbean-film. Den sniger sig op på 3½ stjerner.

Onsdag kørte vi til Versailles, for det var tid til at være kulturelle igen. Da vi jo er friluftsmennesker,  brugte vi tiden i den kæmpe have som slottet har. Vi satte os tilbage i bilen og drog nordvest mod Normandiet. Målet var Omaha Beach, som er én af strandende, de allierede indtog på D-Dag. Her så vi stranden, museum og en stor amerikansk kirkegård (som mindede om den vi så i Washington for syv år siden). Med hvide marmor kors (og enkelte jødestjerner) så langt øjet rækker. 


Eftersom at vi var i god tid, havde vi allerede besluttet at køre tilbage til Caen for at overnatte. Michell havde igen vist sine booking skills og fundet en lille hotel perle. Da stedet dog ikke var så let at finde, blev det til en lille skattejagt for at finde vores overnatning. Vi kom muligvis til at køre igennem ambulance indgangen på det lokale hospital. Michells logik var, at hvis det gik galt, så gik det galt nær et hospital. Men frem kom vi og i god nok tid til at spadsere ind til midtbyen af Caen, hvor vi ville se Europa League finalen imellem Manchester United og Ajax på en dejlig, billig, britiskinspireret pub. United vandt fortjent, og vi var ret ærgerlige over, at Ajax ikke formåede at gøre mere væsen af sig.
I dag torsdag, den sidste af vores 34 rejsedage, kørte vi tilbage til Paris. Eller rettere sagt  kørte vi tilbage til den samme biograf i Versailles, som vi tidligere havde besøgt. Her så vi King Arthur: Legend of the Sword, som akkurat kan snige sig op på 3 stjerner.  Vi havde jo lige lidt tid, der skulle bruges. Sidste stop, Charles de Gaulle lufthavn. Et hurtigt stop på en tankstation, hvor vi lige skulle udregne præcis hvor mange liter benzin, der skulle hældes på lynet for at aflevere den i samme stand, som vi havde modtaget den - med 7/8 fyldt tank.

Nu er det slut for denne gang. Vi sidder ved gaten og skriver dette sidste indlæg om vores tur på 5 uger. En tur der beviser  at man kan opleve mere end der kan nedfældes på papir og dokumenteres med utallige billeder. Eneste ingrediens er godt selskab, rejselyst og en god fantasi.

Vi glæder os begge til at komme hjem og se jer alle sammen! 

lørdag den 20. maj 2017

Cannes det blive bedre nu?

Okay. De sidste par dage har været lidt vilde. Ikke forlystelsespark-vilde. De har været surrealistiske. Det sidste blogindlæg stoppede, da vi var ankommet til et midlertidigt hotel i vores Citroên. Hotelværelset var ca. 30 grader varmt, og airconditionen virkede ikke. Ganske kort om vores Citroên: Bilen er bygget af personer, der helst ikke vil kunne se, hvor de kører. Alt i bilen er bygget op om at mindske udsigten for føreren af bilen. Normalt vil det være ubehageligt, men eftersom vejene både er snørklede, har store afgrunde under en meter fra vejen og hastighedsgrænsen oftest ligger på 90km/t, så er det beroligende ikke at kunne se noget, når vi kører bilen. Det er lidt noget andet for passageren, som kan se ALT!

Efter at have forladt det airconditionløse hotel tirsdag morgen kørte vi ind til Bordeaux for at handle ind, inden vores møde med Chateau Fombrauge, hvor vi havde booket en rundtur og lidt vinsmagning. Vingården ligger lidt afsides, så eftersom vi ikke ønskede at køre efter en vinsmagning, havde vi lejet hele slottet. Normalt er der plads til syv familier, men ikke i de dage vi var der.
Chateau’et ligger i området St. Emilion og netop Chateau Fombrauge er den største vinproducent i området. Vinrankerne strakte sig så langt øjet rækkede, og der var idyl for alle pengene. Selve vingården var bygget symmetrisk. Når man kørte ind til vingården var det som en trelænget gård, med en fransk have i indkørslen. Ind i hall’en var der selvfølgelig skulpturer og kunst. Noget der gik igen i alle rum. Ud over de syv soveværelser var der som sagt en hall, tre opholdsstuer, en spisestue et harpe/billiard rum og tocifret antal badeværelser. I den fjerneste afkrog af Chateau’et var der en lille WIFI boks. Så lidt ulig den glamurøse slotsstil placerede vi computeren midt på gangen, så vi kunne overvære Viborg FF mod de kommende nedrykkere fra Horsens.


Onsdag morgen kunne vi stå op til et nydeligt dækket morgenbord. Vi blev placeret overfor hinanden på langsiden af dette morgenbord. Alligevel var der vel omtrent to meter i mellem os. Det var ligesom man forestiller sig de kongeliges morgenbord. Selvføgelig med klassisk symfoni musik strømmende ud i lokalet. Efter denne oplevelse gik vi hver til sit. Søren fik sig et afslappende karbad, i vel nok det længste badekar vi nogensinde har set, imens Michell gik sig en lang tur rundt på ejendommen.
Op af dagen kørte vi til St. Emilion og indkøbte en flaske vin. I dette område produceres vinene med primært Merlot druen, evt. blandet med en smule Cabernet Franc eller Caberet Sauvignon. Vi brugte aftenen på at dele denne flaske i en af de mange opholdsstuer, imens vi filosoferede over livet.


Torsdag morgen var vi tidligt oppe. Michells forp”#ede telefon ringede som sædvanligt midt om natten (ifølge Michell var klokken 7.00). Heldigvis er vi overskudsmennesker, så vi stod op, spiste morgenmad og begyndte vores tur mod Marseille. Selvom vi er overskudsmennesker, er vi også tilpas nærige til, at vi ikke vil betale for at køre på de franske betalingsveje, hvor turen ville have taget ca. 6 timer. I stedet tog vi samme rute som alle lastbilchauffører og campingentusiaster i hele Frankrig valgte. Vi ankom derfor til Marseille efter 9 timers kørsel. Oh joy! På havnen i Marseille kunne vi for en kort stund spise en omgang aftensmad og slappe lidt af.

Vi var dog ikke færdige med at køre for dagen. Vi havde for længe siden aftalt med Jeanne fra Verdon Rafting, at fredag d. 19. maj skulle stå i raftingens tegn. Men dage forinden havde vi fået en uheldig nyhed om, at det ville blive tordenvejr i Verdon om fredagen, derfor var det meste af de 9 timers kørsel blevet brugt på at finde alternative planer for resten af vores tur. Torsdag aften fik vi så den dårlige nyhed om, at hverken rafting eller træklatring ville blive til noget. Det ville sandsynligvis regne for meget om morgenen til at kunne gennemføre. Den positive nyhed var, at der ikke længere blev varslet om lyn i området. Vi aftalte med Jeanne, at tale sammen fredag morgen, for at lægge en plan, når vi vidste endnu mere om vejret. Marseille er ca. 3 timer fra Verdon, så medmindre vi ville stå meget tidligt op, så måtte vi køre lidt mere end de 9 timers, hvis vi stadig ville have en minimal chance for at rafte om fredagen. Vi fandt et Ibis hotel ca. 1½ time fra Marseille, 1½ time fra Verdon og 1½ time fra Cannes. Et sandt nøglepunkt mellem vores mange alternative planer. Efter  knap 11 timer på vejene kom vi på værelset, og vi kunne godt se igennem fingre med, at vi ligepludselig ikke havde 6 ekstraværelser til rådighed...

Op fredag. Kl. 8.00 var vi afsted. Undervejs på turen fik vi talt med rafting firmaet og efter lidt frem og tilbage, fik vi aftalt at holde fast i den oprindelige plan. Fantastisk. Så kl. 10.30 stod vi iført seletøj midt i Adventure Forest i Verdon kløften – klar til at klatre i træer. En kort introduktion på øvebanen og så var to gange Tarzan igang. Der blev klatret, balanceret, ziplinet og meget mere den efterfølgende times tid. Vi kom op i højder, hvor benene pludselig ikke føltes så stærke og træerne knap så stabile. Hele herligheden afsluttede vi med at zipline på tværs af floden, som vi senere skulle rafte på. To gange. Nede igen med livet i behold havde vi to timer til at få lidt at spise samt udforske Verdon kløften yderligere. Vi kørte derfor langs søerne og måbede over det flotte landskab og det helt fantastiske klare blå vand.


Kl. 14.00 var vi tilbage og skulle klædes på til en gang rafting. Så af med det meste tøj og i en, meget stram våddragt, redningsvest og hjelm. Det så ømt ud. Vi fik selskab af tre tyske søskende. Så inklusiv vores franske guide, steg der seks stærke søfolk om bord i gummibåden.  Der blev råbt kommandoer fra guiden om hvordan der skulle roes, samt forklaret om Verdon undervejs. Dele af turen var stille og rolig og andre gange gik det vildt for sig. Guiden fik efter 20 minutters tid dirigeret os ind til siden, hvor vi skulle prøve en lille øvelse. Vi gik på land og lidt tilbage op af floden. Herefter instruerede han os i at kaste os ud i vandet, liggende på ryggen med benene først og når vi så nåede tilbage til båden, kunne vi vende os på maven og se om vi kunne svømme hen til den, eller om strømmen blot ville føre os videre. Det var for vildt.


Det lykkedes alle at komme helskindet tilbage. Selv Søren der uden briller på ikke kunne se mange meter frem. Han må vel have set den store orange båd og svømmet sig hen til den og sikkerhed. Ved andet stop på turen blev båden placeret med bunden i vejret, halvt på land og halvt i vandet. Så kunne den pludselig fungere som en interimistisk rutchebane. Dette forløb således:

Michell tog tilløb, sprintede og kastede sig med hovedet først og gled hen ad båden og ned i vandet. Fantastisk. Sørens tur. Tilløb, sæt igang, hoppende hen på båden, glider hen ad og..... stopper. Midt på båden. Michell kan ikke stå på sine ben af grin! Søren kravler tilbage op af båden og gentager forsøget. Og igen vil det ikke rigtig lykkes. Nu græder Michell af grin.


Men vi måtte videre og kunne ikke vente hele dagen. Efter halvanden times tid på vandet når vi frem til vores endestation. Vi bliver samlet op og kørt retur. Lidt trætte i kroppen får vi slynget os ind i C3’eren og sætter kursen mod Cannes. Natten er god til os, og vi får hvile. Så her sidder vi nu. 40 minutters kørsel fra Cannes centrum hvor vi i dag vil mænge os med de mange gæster til Cannes Film Festival  - vel vidende at mandag og vores cykeltur op af Alpe d’huez nu kun er to dage væk...

tirsdag den 16. maj 2017

Madrid er luksus

Bonjour!

Meget vand er løbet igennem Manzanares floden siden sidste indlæg. Vi afbrød kontakten sidst, da vi befandt os i Valencia. Tirsdag aften fandt vi os en lille hyggelig pub og mindedes vores tid i det britiske. Helt tilfældigt viste de en fodboldkamp på deres storskærm, så vi blev hængende for ikke at være uhøflig. Onsdag fandt vi hotellets fitnesscenter, da vi ved, at sådanne to fysiske vidunderkroppe ikke kommer af sig selv. Vi sluttede vores fitness session af med at tage en tur i tagterassens pool. Senere på dagen, begav vi os ud på en mindre gåtur ud i Valencia (cardio-træning er også vigtigt), Spaniens tredje største by. Her fandt vi det lokale fodboldhold's stadion, Mestalla. Vi endte aftenen ud på den samme pub som aftenen før, og igen viste de lidt sport. Til Sørens store fornøjelse, spillede hans hvide hold, Real Madrid, sig i Champions League finalen.

Torsdag blev vækkeuret sat, og vi kom ud af fjerene. Michell må have troet, at han allerede var tilbage i Danmark, for det ringede ifølge Søren omkring kl. 6 om morgenen... Eftersom vi residerede i den kunsteriske del af byen, gik vi en tur ned forbi skulpturer og museer. Vi endte i Oceanografic - som er Europas største oceanium (akvarie-museum) i Europa. Der kunne vi se stort set alt, som normalvis lever under vandet. Vandmænd, hajer, fisk i regnbuens farver, hvaler osv.. Vi kom også en tur i 4D biografen, hvor vi oplevede en orkans rejse fra oprindelse i det afrikanske kontinent henover atlanten før den ramte Caribien med fuld styrke. På vej ind i biografen undrede vi os kort over, at filmen var forbudt for mindre børn. Det var en meget virklighedsnær oplevelse, eftersom der var installeret en hammer i stolens ryg og en snor fra en plæneklipper under stolen. På den måde kunne sædet både banke os i ryggen og piske vores ben. Vi har stadig rifter og blå mærker, men i det mindste fik vi svar på, hvorfor filmen var forbudt for mindre børn. Da vi næsten var færdiguddannede marinebiologer pakkede vi vores Skoda, tændte radion og drog nordvest mod hovedstaden, Madrid. En rask lille køretur på tre timer.


Vi manglede et sted at overnatte, så Michell (som er øverstkommanderende i forhold til hotelbookninger) tog en chance og bookede vores billigste hotel hidtil. Et hotel i Madrid forstaden Velilla de San Antionio. Eller hotel kan man vel ikke kalde det, der mødte os, da vi af bagveje parkerede i et industrikvarter. Engelsk var ikke et fag de ansatte havde haft i skolen - men med fagter og gætværk fik vi udleveret nøglerne til vores værelse. Stort var det ikke, og en dobbeltseng som ikke var så bred måtte jo gå an. Michell insisterede stadig på at det var et fund til de penge. Og der var endda morgenmad med i prisen. Søren havde en smule sværere ved at se, hvordan 'hotellet' var et fund. 'Hotellet' kunne være rammen om en fin gyser, og ejerne må have tænkt det samme, hvorfor de havde sat ni (9!!!) låse på hotelværelsets dør. Sikke et 'fund'.
Lidt spiseligt blev det også til om aftenen, og byens eneste åbne restaurant viste også fodbold. Alle gode gange tre!


Om morgenen var vi hurtigt oppe igen, og efter stedets knap så prangende morgenmadsservering indfandt vi os i Madrid. Med tætte skyer over byen og lidt vand fra himlen, ændrede vi en smule i planerne og parkerede op ad Estadio Santiago Bernabeu, hvor vi fordrev 2-3 timer med at se museet om Real Madrid C.F. og rundtur på stadion. Storhedsvanvid og selv promovering må siges at være vigtige ingredienser i en kongelig klub som Real Madrid. Da byen nu er hovedstaden, centrum i Spanien og hjem for kongefamilien, tænkte vi at nu måtte vi endelig kunne unde os selv lidt luksus. Vi indlogerede os derfor på Barcelo de Torre Madrid. Et nyrestaureret 5-stjernet hotel beliggende centralt i Madrid. Her blev vi budt velkommen af først dørmanden og conciergen. Selve receptionen havde lidt problemer med deres systemer. Så i mens de fik styr på systemet, blev vi placeret i deres designermøbler med udsigt over Plaza Espana. Der var naturligvis lidt portvin på hotellets regning som undskyldning for ventetiden - det manglede da også bare. Efter et par minutter blev vi fulgt op til vores Deluxe Room. På denne tur har vi ikke oplevet lignende luksus, og hotellet bliver kun overgået af vores Suite på Venetian Hotel i Las Vegas for syv år siden. Barcelo var vores base weekenden over.


I vores suite kunne vi kl. 18.00 se Viborg FF vinde 3-0 over AC Horsens. Eftersom Horsens har et elendigt, intetsigende hold, så bringer det ekstra glæde at sende dem mod 1. division og afgrunden. Findes der overhovedet personer, der holder med Horsens? Dette bragte som nævnt stor glæde i de grønne hjerter og sejren blev fejret med svinekæber på hotellets restaurant - og muligvis også en lille dessert.

Lørdag drog vi på sightseeing. Første stop: Vicente Calderon. Stadion for den anden store Madrid klub, Atletico Madrid. De indvier nyt stadion i næste sæson, så dette var muligvis en af de sidste chancer for at se et stadion, hvor der ligger en motorvej under den ene tribune. Videre til Almudena katedralen, det kongelige palads, de to kendte springvand i Madrid, Cibeles og Neptun, hvor hhv. Real Madrid og Atletico Madrid fejrer deres sportslige triumfer og meget mere. Efter denne sightseeing var det efterhånden tid til næring, og med paellaen fra Peniscola tidligere på ugen manglede vi nu blot den anden spanske traditionelle spise: Churros med varm chokolade. Efter lidt research fandt vi Madrids bedste churros sted, Chocolatería San Ginés, og det smagte himmelsk!!

Efter at have gået mindst 10 km var vi tilbage på hotellet, og vi havde brug for at sidde lidt. Dette blev gjort i biografen ved siden af hotellet, hvor filmvalget i mangel af bedre blev Alien Covenant. Det positive først: I Spanien begynder filmen rent faktisk til den annoncerede tid og ikke først efter 30 minutters reklamer og trailers. Derudover var Michael Fassbender god i filmen. Det negative ved filmen kan modsat det positive ikke beskrives uddybende på halvanden linje. Det er den dårligste film vi har set i syv år... og vi har set Sharknado. Filmen svinger sig op på sølle 2 stjerner. Eneste årsag til dette var vel Michael Fassbenders præstation, og at vi ikke skulle tvinges igennem 30 minutters reklamer for potentielt gode film.
Ovenpå denne skuffelse, skulle der ske noget. Heldigvis havde hotellet selvfølgelig et fitnesscenter. Igen var vi sjovt nok de eneste til stede. Der blev straffet noget jern i en times tid. Det er utroligt så stærke vi er efter et måltid bestående af popcorn og sodavand.

Dette gentog vi faktisk søndag (fitness - vi er trods alt ikke så dumme, at vi ser Alien Covenant to gange). Vi var specielt imponerede over, at vi to dage i træk kunne cykle i næsten 15 minutter uden at gispe efter vejret, så vi må efterhånden være i ret god fysisk forfatning til vores forestående tur op af Alpe d'huez. Det kan ikke tage os mere end 45 minutter at dominere sådan en franske bakke. Som om vores ture i fitness ikke var nok, så besluttede vi os for at tage turen til stadion på gåben. 4,5 km den ene vej før kamp og ligeledes den anden vej efter kampen. Ingen trætte ben her.

Den sidste af de tre store stadionoplevelser var kommet. Søndag aften kl. 20.00 blev kampen imellem Real Madrid og Sevilla fløjtet igang. 79.376 tilskuere skabte turens hidtil bedste lydkulisse. Nede på og omkring grønsværen stod legender som Zinedine Zidane, Christiano Ronaldo og sågar også en dansker, Michael Krohn-Dehli, der fik comeback efter en lang skadespause. Kampen havde jo noget at leve op til, efter målshowet på Camp Nou - men da slutfløjtet havde lydt stod der 4-1 på lystavlen, bl.a. på to mål af Christiano Ronaldo. Igen var det en oplevelse i sig selv at forlade stadion sammen med så mange mennesker.


I dag mandag skulle der lige vrides det sidste luksus ud af Madrid.Vi spiste derfor hotellets luksus morgenmad. Wauw! Det var virkelig godt og et femstjernet hotel værdigt. Herefter checkede vi sorgmodige og nødtvungne ud. Solen stod højt på himlen, og vi havde et par timer, der skulle brændes af inden flyveturen til Bordeaux. Naturligvis tog vi afsted mod golfbanen. Tidligere på turen havde vi begge vist storspil på minigolf banen, og vi var derfor overbeviste om, vi let kunne overføre det til de lidt større fairways. Hele 9 huller skulle forceres, og efter lidt træning på driving rangen skulle slaget stå.



Det var en tæt kamp, hvor begge spillere i (meget små) glimt viste potentiale. Kampen endte med uhyre snæver sejr til Michell med en margin på bare et slag. Michell mener, at sejren kom i hus via matchens eneste "Par"på et af hullerne, hvor det ellers ofte hed trippel-bogeys, og det der var værre. Søren pointerede dog flere gange, at Michell 'glemte' at tælle alle sine slag med. Eventuelle tilskuere ville have været enige med Søren. Nogle gange gælder det bare om at være et større menneske. Andre gange bare en vinder!


Efter spillet drog vi videre til lufthavnen, hvor alt forløb glat. Flyveturen varede lidt under en time, og så er det pludselig; "Je ne parle pas francais" istedet for "no hablo espanol".
Vi skal jo være så frankofile som muligt i dette land, derfor blev bilen for den kommende uge en Citroên. Hotellet blev hurtigt fundet, og nu er vi klar til Frankrig.

Au revoir!

tirsdag den 9. maj 2017

Més que un blog

We're back. Dette blogindlæg forfattes på vores 4-stjernede hotel i Valencia, som vi har de næste to nætter. Vi slap sidst tråden fredag aften, hvilket betyder at efter en god nats søvn drog vi lørdag morgen ud på vores kulturelle rejse i Barcelona. Vi gik til første punkt, nemlig den store kirke Sagrada Familia, kirken der aldrig bliver bygget færdig. Sikke et mesterværk at se på. Udefra. Der var nemlig lige et eller andet med, at hvis man skulle ind, så skulle man have booket billet, fordi det var lørdag, og stedet var fyldt. Så efter at have taget turen rundt omkring kirken og suget Gaudi's (arkitekten) mesterværk til os benyttede vi os af metroen. Efter vi muligvis var hoppet på et forkert tog, der muligvis kørte i lidt en forkert retning, fik vi alligevel kæmpet os frem til Placa de Catalunya for ramblaen i Barcelona starter.
Efter Michell havde fået os på den forkerte metro, som kørte i modsatte retning af, hvor vi skulle hen, fik Søren os tilbage på sporet. Vi fik spist og drukket lidt, blandt andet den spanske delikatesse; churros med chokolade, mmmmh. Imens vi nød måltidet passerede en stor flok demonstranter os. De var åbenbart vrede over bankerne, der simpelthen smider folk ud af deres hjem, når man ikke betaler tilbage på sit lån. Også selvom man har betalt sine låneydelser rettidigt de første 6-7 år. Michell manglede en naturlig forståelse for deres situation.

Videre ned ad Ramblaen, markedet med de friske råvarer og helt ned til havnen for at se marinaen.
Turen gik så retur hjem til hotellet for at gøre klar til hele årsagen til at besøge Cataloniens hovedstad. Nemlig fodboldkampen imellem F.C. Barcelona og Villareal. Da kun ca. 50 % af vores lille rejsegruppe på to personer holder med hjemmeholdet (den anden kan bedre lide de hvieee' fra hovedstaden Madrid), var en aftale blevet indgået i god sportsånd. Man hepper på hjemmeholdet både på Camp Nou og senere Santiago Bernabeu. Det var derfor en smilende Michell (og Søren), der indtog pladserne bag målet og fangruppen.


Hjemmeholdet, som på catalansk kaldes "Blaugrana" grundet deres blå- og rødstribede trøjer, satte sig tungt på kampen. Det vil sige at første mål, som blev scoret af den brasilianske verdenstjerne Neymar, skete i modsatte ende. Målet var svært at se helt præcist, men jubelbrølet fra de 90.463 tilskuere ikke til at overhøre. Wauw!!! Dette blev hurtigt fulgt op af en udligning fra udeholdet. Aldrig har så mange mennesker samlet et sted været så stille. Vi blev beriget af yderligere 3 mål, så slutfacit var 4-1 til F.C. Barcelona. På scoringstavlen kom også Suarez og 2 x Messi. Vi fik derfor set den berømte MSN-trio score.
Efter slutfløjtet drog vi sammen med resten af tilskuerne igennem Barcelonas gader, som grundet fodboldkampen var blevet lukket for biler. Det var også en oplevelse i sig selv.

Søndag stod vi op og tog tilbage til Camp Nou. Nu skulle vi se F.C. Barcelona's museum, som viser klubbens historie, samt alle afkrogene af stadion, såsom udskiftningsbænken, omklædningsrum, presserum, kommentatorboks og meget mere. Michell var meget imponeret af de mange store og flotte pokaler. Søren konstaterede blot; "vent til vi kommer til Madrid".


Så var formiddagen gået og efter en frokosttapas, skulle vi nå tilbage til hotellet til kl. 16.00 for at følge De Grønne Heltes færd i Aarhus i kampen om Europæisk deltagelse. Vi husker, at vi kom tilbage på hotellet, men derpå følger et stort og tomt hul i vores hukommelse. Vi kommer vel egentlig først rigtig til os selv igen mandag morgen.

Mandag kom vi tidligt ud af fjerene, for vi skulle afhente vores spanske bil, der heldigvis havde rattet i den korrekte side. 8.35 kører vi ud fra Hertz' parkeringsplads, centralt i Barcelona i vores lille grå Skoda Fabia 1.0 (ikke mange muskler under motorhjelmen - godt vi ikke går op i sådan noget pjat...)
Vi ramte åbenbart morgenmylder trafikken, og vi har nu også lært at begå os trafikalt i en sydeuropæisk storby. Vi tror, at det var alle de andre, der blev dyttet af...
Vi ville køre en tur op på bakken, hvor både den olympiske by fra 1992 og Espanyol's hjemmebane ligger - i Michell's hoved lå de i hvert fald samme sted. Så co-driver Søren slår koordinaterne ind på GPS-kvinden og afsted det gå. 20 minutter senere holder vi ved RCDE Stadium, men på en stor flad vej. Nå. De må have flyttet hjemmebane, konstaterede Michell, imens Søren i hvertfald ikke smilede. Tilbage på bjerget kom vi dog - og sikke en udsigt over hele Barcelona. Der er åbenbart forskel på det RCDE Stadium og det olympiske stadion i Barcelona.

Mandag var også dagen, hvor vi skulle forsøge os med en forlystelsespark. ParkAventura World, som ligger ca. 100 km. syd for Barcelona, var blevet valgt i turens planlægningsfase. Med 23 grader og skyfrit var dagen jo som skabt til sådan en oplevelse. Vi skulle jo igennem de forlystelser, så vi hoppede straks på den første og den bedste. En tur i en båd med lidt op og lidt ned lød da meget uskyldigt. Klip til 5 minutter senere, hvor vi som to våde hunde var blevet trukket igennem, hvad der bedst kan beskrives som en syndflod. Godt vi havde hele dagen til at blive tørre igen (vores sko var ikke tørre da vi forlod stedet knap syv timer senere). Resten af dagen gik med forlystelser i alle genrer. 4D biograf hvor vi slap væk fra dinosaurne, kapløb i minitogsrutchebanen hvor vi førte Team Rød til en sikker sejr, den klassiske træstamme, de vilde rutchebaner med loops, twists, 0-100 km/t accelerationer og meget mere. Inden vi nåede udgangen gik vi dog på den lokale Saloon i Amerika-land og så et cowboyshow, på spansk. Selv med Sørens skolespansk var vi altså ikke 100 % sikre på, hvad der foregik.


Forlystelsesparken ligger åbenbart i et ferieområde, så vi fik booket en overnatning på et all-inclusive hotel, der lige havde et enkelt værelse ledigt. Det var godt nok meget billigt, og madbuffetten var vidst derefter. Efter en lang dag kunne vi gå til ro, da vores engelske overboere var færdige med at høre musik.
I dag tirsdag kunne vi ikke forstå, at vi ikke havde mere rent tøj. Sådan noget plejer da bare at blive ordnet. Nogen der kan forklare dette problem?
Men vi blev altså tvunget til at finde det nærmeste vaskeri, hvor der heldigvis var en, der kunne vaske vores tøj. Pyha en lettelse. Vi havde 1½ times tid, som vi fordrev med en gåtur langs stranden i det fine vejr. Herefter drog vi videre sydpå. Efter halvanden times kørsel igennem det flotte spanske landskab, nåede vi byen Peñíscola. En hyggelig lille by. Selvom vi ankom midt i siestaen fandt vi en restaurant, der havde åbent. Her delte vi en lækker seafood paella. Det var en god madoplevelse. Ikke nok med at smagen var rigtig god, så fik vi også udfordringer ved at skulle åbne rejer og krebs, der var tilberedt deri.


Vi er som sagt herefter ankommet til Valencia, hvor vi ikke ved, hvad morgendagen bringer. Vi ved bare at vejret er godt, humøret er i top og vi har stadig lidt penge på lommen.

fredag den 5. maj 2017

Brexit

Hej igen!

Siden sidst er der gået en lille uge. Vi startede dag to i Manchester med at gå ind til bymidten, hvor vores første stop var John Ryland Library. Det er en flot gammel biblioteksbygning med mange udsmykninger. Det var samtidig lidt underligt at gå rundt og tage billeder, når der sad studerende og arbejdede.

Dernæst tog vi forbi National Football Museum , hvor vi formåede at bruge næsten to timer på en ud af fire forskellige etager. De lukkede imens vi stadig var derinde. Nogle gange bliver man fanget af noget spændende...
I løbet af dagen havde vi af flere omgange forsøgt at finde en pub, der viste spansk fodbold, men uden held. Vi gik derfor slukørede ind i det nærmeste supermarked og købte 12 donuts for at trøstespise på vejen hjem. Da vi kom tilbage til hotellet, tog vi på Mumbaz, deres lokale indiske restaurant, for at få aftensmad.

Søndag. Endelig oprindt dagen hvor den første af de tre store fodboldkampe skulle opleves. Manchester United mod Swansea. Som de VIPs vi er, startede vi dagen med morgenmad på Lancashire Cricket Club, herfra bød conferencien fra United os velkommen med champagne. Efter en times tid blev vi eskorteret til det såkaldte ’Drømmenes Teater’, Old Trafford, af vores værter. Kampen var mildest talt ikke spektakulær, men oplevelsen på dette historiske stadion og 75.000 tilskuere rettede til en grad op på dette. Kampen endte 1-1 efter et flot frispark af Gylfi Siguardsson fem minutter før tid. Rooney havde scoret til 1-0 lige før pausen på et ikke-eksisterende straffespark begået mod Marcus Rashford.



Efter kampen blev vi eskorteret tilbage til Lancashire Cricket Club, hvor der var øl, vin, vand, tre-retters menu og adskillige konkurrencer. Igen var vi de sidste til at forlade etablissementet. Vi gik mod nærmeste pub med en gå-øl allervenligst sponsoreret af Manchester United. På pubben mødte vi en dansk United-fan, der har valgt at bosætte sig i Manchester. Efter et par timer drog vi mod indre by, hvor vi tog på bar i byens højeste bygning, Cloud 23, med udsigt over hele Manchester. Herfra kunne vi i ro og mag nyde ”girly drinks”.

Dagen efter checkede vi ud fra hotellet og kørte mod Etihad Stadium for de obligatoriske billeder, inden vi tog den korte tur til Liverpool, hvor første stop var fanshoppen ved Anfield, så Michell kunne købe tøj fra ærkerivalen. Vi havde et stop på et par timer hos Liner Hotel, før vi besluttede os for at gå ned til havnen og videre til Liverpool Cathedral for til sidst at spist aftensmad i Europas ældste China Town. Det var 1. maj, så de fleste butikker var alligevel lukkede.


Tirsdag morgen startede som en af Hitchcock's film. En måge stirrede direkte ind af vinduet. Den havde stillet sig ovenpå en anden måge for at kunne kigge ind af det åbne vindue . Efter at have modtaget psykologhjælp begik vi os endnu engang mod Liverpools havn. Denne gang for at besøge Museum of Liverpool, og herefter spise frokost ved havnen. Vi lærte om alt fra The Beatles (som kommer fra Liverpool) til byens traditionsrige fodboldklubber. Vi gik tilbage for at hente bilen ved hotellet og kørte herefter til Goodison Park, hjemmebane for byens andet storhold Everton. Efter at have opsuget stemningen fra Goodison kørte vi igennem Wales (så kan vi krydse det land af på verdenskortet over steder vi har været), videre mod Newcastle-under-lyme (nær Stoke-on-trent). Om aftenen så vi Real Madrid klaske Atletico Madrid i Champions League semifinalen, på den lokale pub.



Onsdag var en dag som vi begge havde glædet os til: Vi skulle lufte badevingerne i Waterworld! Waterworld er en svømmehal på størrelse med Viborgs, men med en del flere rutsjebaner. Der var de hurtige, de mørklagte, en hvori man sidder i en stor badering og til sidst selvfølgelig Twister (som mest af alt virker som et toilet hvor man bliver skyllet ud).  For en almindelig onsdag formiddag med ikke ret mange gæster var der stort fokus på sikkerheden. Selv boblebadet var bevogtet af en vagt i tilfælde af, at vi skulle komme ud for en spontan drukneulykke på 80 cm vand. Vi har ingen billeder af svømmehallen, for der var små børn til stede. Efter et par timer kørte vi videre til Silverstone, der var desværre lukket på banen, så vi måtte nøjes med et billede udefra og lyden af de hurtige biler der kørte rundt på racerbanen. Næste stop; Oxford. I Oxford gik vi rundt i byens gamle gader og parker, inden vi tog på en af Jamie Oliver’s restauranter. Maden var helt fin, men langt fra det bedste vi har fået i denne uge. Efter aftensmaden tog vi på endnu en pub (ja vi vænner os hurtigt til den britiske livstil) for at se Juventus slå Monaco. Hvis nogen overvejer at tage til Oxford, så er byen bestemt et besøg værd, men biltrafikken er forfærdelig.

Torsdag kom et af turens højdepunkter. Vi tog en smuttur fra Oxford til Stonehenge, før vi ankom til London. De store kampesten som er opstillet i en mytisk cirkel tiltrækker åbenbart store horder af besøgende. Man kunne betale 150 kr. for at blive fragtet 1½ km. i bus, og så gå på en indhegnet sti ca. 20 meter fra seværdigheden. Eller, man kunne gøre som os. Forcere marker og veje til fods, uden billet. Stille sig i paparazzi afstand og tage de nødvendige billeder. Søren viste sine ever som ko-hviskeren, da vi kom i nærkontakt med de store landdyr på vejen tilbage.


Videre til  London, hvor vi var i god tid, så vi gik rundt i Westminster og så på biler, hilste på dronningen på Buckimham Palace indtil vi ikke kunne holde os tilbage længere. Et pænt stykke før aftalt tid sneg vi os ind på Petrus, hvor vi fik bord med det samme. Petrus er en af Gordon Ramsay’s restauranter, så forventningerne var i top. Vi var hurtigt enige om, at ”Chef’s Tasting Menu” var det eneste rigtige. Vi var allerede på den første ret overbeviste om, at Petrus fortjener én stjerne. Det skal dog være en Michelin. Absolut det kullinariske højdepunkt på turen!


I dag fredag har den stået på transport. Vi var ude af hotellet omkring kl. 9, hvorefter vi kørte forbi Wembley på vej til Stansted. Vi skulle tage afsked med vores kære Vauxhall Corsa, Dugg, og havde fået at vide at vi skulle aflevere benzintanken så tom som mulig. Efter flere sjat-tankninger samt nøje udregninger af de to matematiske genier, blev bilen afleveret med få dråber i tanken. De sidste 40 miles var kørt med et ”Fuel is very low” i dashboardet og en rød lampe, der var begyndt både at blinke og larme.


Som flyselskab havde vi denne gang udvalgt RyanAir til at fragte os. Efter lidt misforståelse omkring online check-in, lykkedes det os, med 5 minutters margin at tjekke ind online via mobilen. Så sparede vi da lige £100 der. Flyafgangen i sig selv, var allerede 45 minutter forsinket, hvilket betød at frokosten i Barcelona  først blev spist ca kl. 18. Klokken har snart passeret 23, og vi overvejer at gå ud for at få aftensmad sammen med de lokale. ¡Hasta luego!