La Fin

Hermed sidste blogindlæg for denne gang. Sidst vi sluttede, var vi på vej mod Cannes og diverse stjerneskuespillere (Nicole Kidman, Clint Eastwood, Will Smith for at nævne et par stykker). Det lykkedes os at se silhuetten af en person, som helt sikkert har set en kendt skuespiller. Det ved vi bare. Vi genkendte ikke selv nogen stjerner, men hvis en person nogensinde kommer til at stå på solen, så vil solens stråle også omslutte personen, så ingen stjerner vil være synlige med det blotte øje. Den kan I jo lige tænke over.

I løbet af dagen opdagede vi, hvor mange personer, der tager deres fineste puds på, for at stille sig ned på stranden og tigge efter billetter til de nyeste film. ’120 Beats per Minute’ var særligt efterspurgt af både unge og gamle. I håb om at få et billede af Clint Eastwood stod vi i ca. en times tid og ventede på, at han skulle ankomme til en viewing af hans film ’Unforgiven’ (De nådesløse) i forbindelse med filmens 25-årige jubilæum. Vi fik desværre ikke set ham, men vi fik dog tilbudt gratis billetter til filmen, som vi desværre takkede nej til, fordi vores program var stramt. Det var dobbelt ærgerligt.

Vores program var stramt, fordi vi havde en aftale med Monaco. Et par timer efter, at vi var blevet tilbudt gratis biografbilletter, kørte vi i stedet rundt på Monaco’s Formel 1-bane. Normalt kan man kun køre på dele af vejen, men eftersom ræset er denne søndag, så var de allerede begyndt ombygningen. Magnussen kan bare ringe, hvis han skal have nogle tips til at køre løbet i en Citroën C3. Det var efter, at vi havde vandret igennem The Champions Promenade for at finde Roberto Baggio’s aftryk. Det var en meget glad Michell, som fik et billede med Baggio. Så gjorde det næsten intet, at vi efterfølgende gik op til Monte Carlo Casinoet, hvor der var dyre biler i læssevis. Michell var overbevist om, at det var bilejerne, som var misundelige på ham, for Michell havde trods alt et billede med Baggio’s aftryk. På vej tilbage til vores villa kørte vi kort forbi Stade Louis II, hvor hjemmeholdet netop var blevet kåret til franske mestre i fodbold. Som nævnt havde vi et stramt program.

Vi havde afgivet et løfte til hinanden om, at vi ville besejre Alpe d’Huez på cykel, så søndag morgen i Monaco forberedte vi os mentalt til den udfordring, der nu ventede. Vi skulle endnu engang køre igennem bjerge. På franske veje. Det er en underlig følelse at køre så langsomt, at vi er ved at falde i søvn, men samtidig tilpas hurtigt til at vi er ved at styrte i afgrunden eller køre ind i bjerget i hvert eneste sving. Det gør det kun endnu værre, når vi skal køre i 6 timer i en bjergkæde, som vi allerede har kørt i. Heldigvis er vi nogenlunde gode billister!

Vi ankom til et bjerg ca. 30 minutter fra Alpe d’Huez, hvor vores belgiske og engelske værter serverede lækker aftensmad og gode historier om området. Vores engelske kok havde tilsyneladende været i lære hos en Michelin-kok i en periode, så maden var ganske god. Vi gik i seng med vished om, at rejsens måske største test stod om morgenen.

Mandag oprandt dagen, hvor vi skulle besejre dette legendariske bjerg; Alpe d’Huez. Vi startede på toppen, hvor vi havde lejet dagens transportmiddel. Søren, der aldrig har siddet på en racercykel før eller brugt klik-sko, skræmte cykeludlejeren ved at stille alverdens dumme spørgsmål. Vi fik overdraget cyklerne, mod at love at bringe dem tilbage i ét stykke. Herefter cyklede vi ned ad Alpe d’Huez. Cyklede er måske så meget sagt, for vi bremsede 90 % af tiden. Det bør nævnes, at nogle af de lokale var ved at hakke vejen op samtidigt, så der var brug for bremserne. Vi nåede bunden efter 20-30 minutter, og herefter begyndte opstigningen. 

Inden turen havde vi af flere omgange talt om, hvor længe det ville tage at cykle op af bjerget, og vi regnede med ca. 4 timer. Det viste sig at man kunne gå op ad bjerget på den tid. Fra bunden startede vi som holdkammerater. Skiftevise føringer, støttende ord og selvfølgelig fælles pauser. Michell viste marginalt mere overskud op ad stigningen, hvilket gjorde at efter at have fulgtes de første 14 af 21 hårnålesving, blev holdånden udskiftet med konkurrence. Søren blev hurtigt plantet, og pludselig var vi begge alene mod giganten. På trods af modstanden, som bjerget ydede, nåede vi begge toppen.  Det  var ikke så hårdt ved benene, at vi vil fraråde andre at forsøge sig. Det er åbenbart ikke engang nødvendigt at træne op til det. Vi fejrede vores succes med pandekager på Alpe d’Huez, hvorefter vi kørte tilbage til vores Châlet, hvor vi fortsatte fejringen med et par øl i en jacuzzi med udsigt over bjergene.

Dagen efter kørte vi til Lyon for at tage TGV-toget til Paris. Toget tog kun to timer, hvor det ville have taget 5-6 timer i bil. Det var en oplevelse af fart og præcision som DSB godt kunne kigge lidt til. I Paris fik vi overdraget nøglerne til den sidste leje bil. Denne gang en  Ford Fiesta. Vi besluttede os for at overnatte i Paris, så derfor valgte vi naturligvis at bruge resten af aftenen på at tage i biografen og se den nye Pirates of the Caribbean-film. Den sniger sig op på 3½ stjerner.

Onsdag kørte vi til Versailles, for det var tid til at være kulturelle igen. Da vi jo er friluftsmennesker,  brugte vi tiden i den kæmpe have som slottet har. Vi satte os tilbage i bilen og drog nordvest mod Normandiet. Målet var Omaha Beach, som er én af strandende, de allierede indtog på D-Dag. Her så vi stranden, museum og en stor amerikansk kirkegård (som mindede om den vi så i Washington for syv år siden). Med hvide marmor kors (og enkelte jødestjerner) så langt øjet rækker. 

Eftersom at vi var i god tid, havde vi allerede besluttet at køre tilbage til Caen for at overnatte. Michell havde igen vist sine booking skills og fundet en lille hotel perle. Da stedet dog ikke var så let at finde, blev det til en lille skattejagt for at finde vores overnatning. Vi kom muligvis til at køre igennem ambulance indgangen på det lokale hospital. Michells logik var, at hvis det gik galt, så gik det galt nær et hospital. Men frem kom vi og i god nok tid til at spadsere ind til midtbyen af Caen, hvor vi ville se Europa League finalen imellem Manchester United og Ajax på en dejlig, billig, britiskinspireret pub. United vandt fortjent, og vi var ret ærgerlige over, at Ajax ikke formåede at gøre mere væsen af sig.

I dag torsdag, den sidste af vores 34 rejsedage, kørte vi tilbage til Paris. Eller rettere sagt  kørte vi tilbage til den samme biograf i Versailles, som vi tidligere havde besøgt. Her så vi King Arthur: Legend of the Sword, som akkurat kan snige sig op på 3 stjerner.  Vi havde jo lige lidt tid, der skulle bruges. Sidste stop, Charles de Gaulle lufthavn. Et hurtigt stop på en tankstation, hvor vi lige skulle udregne præcis hvor mange liter benzin, der skulle hældes på lynet for at aflevere den i samme stand, som vi havde modtaget den - med 7/8 fyldt tank.

Nu er det slut for denne gang. Vi sidder ved gaten og skriver dette sidste indlæg om vores tur på 5 uger. En tur der beviser  at man kan opleve mere end der kan nedfældes på papir og dokumenteres med utallige billeder. Eneste ingrediens er godt selskab, rejselyst og en god fantasi.

Vi glæder os begge til at komme hjem og se jer alle sammen!