Okay. De sidste par dage har været lidt vilde. Ikke
forlystelsespark-vilde. De har været surrealistiske. Det sidste blogindlæg
stoppede, da vi var ankommet til et midlertidigt hotel i vores Citroên. Hotelværelset
var ca. 30 grader varmt, og airconditionen virkede ikke. Ganske kort om vores Citroên:
Bilen er bygget af personer, der helst ikke vil kunne se, hvor de kører. Alt i
bilen er bygget op om at mindske udsigten for føreren af bilen. Normalt vil det
være ubehageligt, men eftersom vejene både er snørklede, har store afgrunde under
en meter fra vejen og hastighedsgrænsen oftest ligger på 90km/t, så er det beroligende
ikke at kunne se noget, når vi kører bilen. Det er lidt noget andet for
passageren, som kan se ALT!
Efter at have forladt det airconditionløse hotel tirsdag
morgen kørte vi ind til Bordeaux for at handle ind, inden vores møde med Chateau
Fombrauge, hvor vi havde booket en rundtur og lidt vinsmagning. Vingården
ligger lidt afsides, så eftersom vi ikke ønskede at køre efter en vinsmagning,
havde vi lejet hele slottet. Normalt er der plads til syv familier, men ikke i
de dage vi var der.
Chateau’et ligger i området St. Emilion og netop Chateau
Fombrauge er den største vinproducent i området. Vinrankerne strakte sig så
langt øjet rækkede, og der var idyl for alle pengene. Selve vingården var
bygget symmetrisk. Når man kørte ind til vingården var det som en trelænget
gård, med en fransk have i indkørslen. Ind i hall’en var der selvfølgelig skulpturer
og kunst. Noget der gik igen i alle rum. Ud over de syv soveværelser var der
som sagt en hall, tre opholdsstuer, en spisestue et harpe/billiard rum og
tocifret antal badeværelser. I den fjerneste afkrog af Chateau’et var der en
lille WIFI boks. Så lidt ulig den glamurøse slotsstil placerede vi computeren
midt på gangen, så vi kunne overvære Viborg FF mod de kommende nedrykkere fra Horsens.
Onsdag morgen kunne vi stå op til et nydeligt dækket
morgenbord. Vi blev placeret overfor hinanden på langsiden af dette morgenbord.
Alligevel var der vel omtrent to meter i mellem os. Det var ligesom man
forestiller sig de kongeliges morgenbord. Selvføgelig med klassisk symfoni musik
strømmende ud i lokalet. Efter denne oplevelse gik vi hver til sit. Søren fik
sig et afslappende karbad, i vel nok det længste badekar vi nogensinde har set,
imens Michell gik sig en lang tur rundt på ejendommen.
Op af dagen kørte vi til St. Emilion og indkøbte en flaske
vin. I dette område produceres vinene med primært Merlot druen, evt. blandet
med en smule Cabernet Franc eller Caberet Sauvignon. Vi brugte aftenen på at
dele denne flaske i en af de mange opholdsstuer, imens vi filosoferede over livet.
Torsdag morgen var vi tidligt oppe. Michells forp”#ede telefon
ringede som sædvanligt midt om natten (ifølge Michell var klokken 7.00). Heldigvis
er vi overskudsmennesker, så vi stod op, spiste morgenmad og begyndte vores tur
mod Marseille. Selvom vi er overskudsmennesker, er vi også tilpas nærige til,
at vi ikke vil betale for at køre på de franske betalingsveje, hvor turen ville
have taget ca. 6 timer. I stedet tog vi samme rute som alle lastbilchauffører
og campingentusiaster i hele Frankrig valgte. Vi ankom derfor til Marseille
efter 9 timers kørsel. Oh joy! På havnen i Marseille kunne vi for en kort stund
spise en omgang aftensmad og slappe lidt af.
Vi var dog ikke færdige med at køre for dagen. Vi havde for
længe siden aftalt med Jeanne fra Verdon Rafting, at fredag d. 19. maj skulle
stå i raftingens tegn. Men dage forinden havde vi fået en uheldig nyhed om, at
det ville blive tordenvejr i Verdon om fredagen, derfor var det meste af de 9
timers kørsel blevet brugt på at finde alternative planer for resten af vores
tur. Torsdag aften fik vi så den dårlige nyhed om, at hverken rafting eller
træklatring ville blive til noget. Det ville sandsynligvis regne for meget om
morgenen til at kunne gennemføre. Den positive nyhed var, at der ikke længere blev
varslet om lyn i området. Vi aftalte med Jeanne, at tale sammen fredag morgen,
for at lægge en plan, når vi vidste endnu mere om vejret. Marseille er ca. 3
timer fra Verdon, så medmindre vi ville stå meget tidligt op, så måtte vi køre
lidt mere end de 9 timers, hvis vi stadig ville have en minimal chance for at
rafte om fredagen. Vi fandt et Ibis hotel ca. 1½ time fra Marseille, 1½ time
fra Verdon og 1½ time fra Cannes. Et sandt nøglepunkt mellem vores mange
alternative planer. Efter knap 11 timer
på vejene kom vi på værelset, og vi kunne godt se igennem fingre med, at vi
ligepludselig ikke havde 6 ekstraværelser til rådighed...
Op fredag. Kl. 8.00 var vi afsted. Undervejs på turen fik vi
talt med rafting firmaet og efter lidt frem og tilbage, fik vi aftalt at holde
fast i den oprindelige plan. Fantastisk. Så kl. 10.30 stod vi iført seletøj
midt i Adventure Forest i Verdon kløften – klar til at klatre i træer. En kort
introduktion på øvebanen og så var to gange Tarzan igang. Der blev klatret,
balanceret, ziplinet og meget mere den efterfølgende times tid. Vi kom op i
højder, hvor benene pludselig ikke føltes så stærke og træerne knap så stabile.
Hele herligheden afsluttede vi med at zipline på tværs af floden, som vi senere
skulle rafte på. To gange. Nede igen med livet i behold havde vi to timer til
at få lidt at spise samt udforske Verdon kløften yderligere. Vi kørte derfor langs
søerne og måbede over det flotte landskab og det helt fantastiske klare blå
vand.
Kl. 14.00 var vi tilbage og skulle klædes på til en gang
rafting. Så af med det meste tøj og i en, meget stram våddragt, redningsvest og
hjelm. Det så ømt ud. Vi fik selskab af tre tyske søskende. Så inklusiv vores
franske guide, steg der seks stærke søfolk om bord i gummibåden. Der blev råbt kommandoer fra guiden om
hvordan der skulle roes, samt forklaret om Verdon undervejs. Dele af turen var
stille og rolig og andre gange gik det vildt for sig. Guiden fik efter 20
minutters tid dirigeret os ind til siden, hvor vi skulle prøve en lille øvelse.
Vi gik på land og lidt tilbage op af floden. Herefter instruerede han os i at
kaste os ud i vandet, liggende på ryggen med benene først og når vi så nåede
tilbage til båden, kunne vi vende os på maven og se om vi kunne svømme hen til
den, eller om strømmen blot ville føre os videre. Det var for vildt.
Det lykkedes alle at komme helskindet tilbage. Selv Søren der uden briller på ikke kunne se mange meter frem. Han må vel have set den
store orange båd og svømmet sig hen til den og sikkerhed. Ved andet stop på
turen blev båden placeret med bunden i vejret, halvt på land og halvt i vandet.
Så kunne den pludselig fungere som en interimistisk rutchebane. Dette forløb
således:
Michell tog tilløb, sprintede og kastede sig med hovedet
først og gled hen ad båden og ned i vandet. Fantastisk. Sørens tur. Tilløb, sæt
igang, hoppende hen på båden, glider hen ad og..... stopper. Midt på båden.
Michell kan ikke stå på sine ben af grin! Søren kravler tilbage op af båden og
gentager forsøget. Og igen vil det ikke rigtig lykkes. Nu græder Michell af
grin.
Men vi måtte videre og kunne ikke vente hele dagen. Efter
halvanden times tid på vandet når vi frem til vores endestation. Vi bliver
samlet op og kørt retur. Lidt trætte i kroppen får vi slynget os ind i C3’eren
og sætter kursen mod Cannes. Natten er god til os, og vi får hvile. Så her
sidder vi nu. 40 minutters kørsel fra Cannes centrum hvor vi i dag vil mænge os
med de mange gæster til Cannes Film Festival
- vel vidende at mandag og vores cykeltur op af Alpe d’huez nu kun er to
dage væk...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar