Meget vand er løbet igennem Manzanares floden siden sidste indlæg. Vi afbrød kontakten sidst, da vi befandt os i Valencia. Tirsdag aften fandt vi os en lille hyggelig pub og mindedes vores tid i det britiske. Helt tilfældigt viste de en fodboldkamp på deres storskærm, så vi blev hængende for ikke at være uhøflig. Onsdag fandt vi hotellets fitnesscenter, da vi ved, at sådanne to fysiske vidunderkroppe ikke kommer af sig selv. Vi sluttede vores fitness session af med at tage en tur i tagterassens pool. Senere på dagen, begav vi os ud på en mindre gåtur ud i Valencia (cardio-træning er også vigtigt), Spaniens tredje største by. Her fandt vi det lokale fodboldhold's stadion, Mestalla. Vi endte aftenen ud på den samme pub som aftenen før, og igen viste de lidt sport. Til Sørens store fornøjelse, spillede hans hvide hold, Real Madrid, sig i Champions League finalen.
Torsdag blev vækkeuret sat, og vi kom ud af fjerene. Michell må have troet, at han allerede var tilbage i Danmark, for det ringede ifølge Søren omkring kl. 6 om morgenen... Eftersom vi residerede i den kunsteriske del af byen, gik vi en tur ned forbi skulpturer og museer. Vi endte i Oceanografic - som er Europas største oceanium (akvarie-museum) i Europa. Der kunne vi se stort set alt, som normalvis lever under vandet. Vandmænd, hajer, fisk i regnbuens farver, hvaler osv.. Vi kom også en tur i 4D biografen, hvor vi oplevede en orkans rejse fra oprindelse i det afrikanske kontinent henover atlanten før den ramte Caribien med fuld styrke. På vej ind i biografen undrede vi os kort over, at filmen var forbudt for mindre børn. Det var en meget virklighedsnær oplevelse, eftersom der var installeret en hammer i stolens ryg og en snor fra en plæneklipper under stolen. På den måde kunne sædet både banke os i ryggen og piske vores ben. Vi har stadig rifter og blå mærker, men i det mindste fik vi svar på, hvorfor filmen var forbudt for mindre børn. Da vi næsten var færdiguddannede marinebiologer pakkede vi vores Skoda, tændte radion og drog nordvest mod hovedstaden, Madrid. En rask lille køretur på tre timer.
Vi manglede et sted at overnatte, så Michell (som er øverstkommanderende i forhold til hotelbookninger) tog en chance og bookede vores billigste hotel hidtil. Et hotel i Madrid forstaden Velilla de San Antionio. Eller hotel kan man vel ikke kalde det, der mødte os, da vi af bagveje parkerede i et industrikvarter. Engelsk var ikke et fag de ansatte havde haft i skolen - men med fagter og gætværk fik vi udleveret nøglerne til vores værelse. Stort var det ikke, og en dobbeltseng som ikke var så bred måtte jo gå an. Michell insisterede stadig på at det var et fund til de penge. Og der var endda morgenmad med i prisen. Søren havde en smule sværere ved at se, hvordan 'hotellet' var et fund. 'Hotellet' kunne være rammen om en fin gyser, og ejerne må have tænkt det samme, hvorfor de havde sat ni (9!!!) låse på hotelværelsets dør. Sikke et 'fund'.
Lidt spiseligt blev det også til om aftenen, og byens eneste åbne restaurant viste også fodbold. Alle gode gange tre!
Om morgenen var vi hurtigt oppe igen, og efter stedets knap så prangende morgenmadsservering indfandt vi os i Madrid. Med tætte skyer over byen og lidt vand fra himlen, ændrede vi en smule i planerne og parkerede op ad Estadio Santiago Bernabeu, hvor vi fordrev 2-3 timer med at se museet om Real Madrid C.F. og rundtur på stadion. Storhedsvanvid og selv promovering må siges at være vigtige ingredienser i en kongelig klub som Real Madrid. Da byen nu er hovedstaden, centrum i Spanien og hjem for kongefamilien, tænkte vi at nu måtte vi endelig kunne unde os selv lidt luksus. Vi indlogerede os derfor på Barcelo de Torre Madrid. Et nyrestaureret 5-stjernet hotel beliggende centralt i Madrid. Her blev vi budt velkommen af først dørmanden og conciergen. Selve receptionen havde lidt problemer med deres systemer. Så i mens de fik styr på systemet, blev vi placeret i deres designermøbler med udsigt over Plaza Espana. Der var naturligvis lidt portvin på hotellets regning som undskyldning for ventetiden - det manglede da også bare. Efter et par minutter blev vi fulgt op til vores Deluxe Room. På denne tur har vi ikke oplevet lignende luksus, og hotellet bliver kun overgået af vores Suite på Venetian Hotel i Las Vegas for syv år siden. Barcelo var vores base weekenden over.
I vores suite kunne vi kl. 18.00 se Viborg FF vinde 3-0 over AC Horsens. Eftersom Horsens har et elendigt, intetsigende hold, så bringer det ekstra glæde at sende dem mod 1. division og afgrunden. Findes der overhovedet personer, der holder med Horsens? Dette bragte som nævnt stor glæde i de grønne hjerter og sejren blev fejret med svinekæber på hotellets restaurant - og muligvis også en lille dessert.
Lørdag drog vi på sightseeing. Første stop: Vicente Calderon. Stadion for den anden store Madrid klub, Atletico Madrid. De indvier nyt stadion i næste sæson, så dette var muligvis en af de sidste chancer for at se et stadion, hvor der ligger en motorvej under den ene tribune. Videre til Almudena katedralen, det kongelige palads, de to kendte springvand i Madrid, Cibeles og Neptun, hvor hhv. Real Madrid og Atletico Madrid fejrer deres sportslige triumfer og meget mere. Efter denne sightseeing var det efterhånden tid til næring, og med paellaen fra Peniscola tidligere på ugen manglede vi nu blot den anden spanske traditionelle spise: Churros med varm chokolade. Efter lidt research fandt vi Madrids bedste churros sted, Chocolatería San Ginés, og det smagte himmelsk!!
Efter at have gået mindst 10 km var vi tilbage på hotellet, og vi havde brug for at sidde lidt. Dette blev gjort i biografen ved siden af hotellet, hvor filmvalget i mangel af bedre blev Alien Covenant. Det positive først: I Spanien begynder filmen rent faktisk til den annoncerede tid og ikke først efter 30 minutters reklamer og trailers. Derudover var Michael Fassbender god i filmen. Det negative ved filmen kan modsat det positive ikke beskrives uddybende på halvanden linje. Det er den dårligste film vi har set i syv år... og vi har set Sharknado. Filmen svinger sig op på sølle 2 stjerner. Eneste årsag til dette var vel Michael Fassbenders præstation, og at vi ikke skulle tvinges igennem 30 minutters reklamer for potentielt gode film.
Ovenpå denne skuffelse, skulle der ske noget. Heldigvis havde hotellet selvfølgelig et fitnesscenter. Igen var vi sjovt nok de eneste til stede. Der blev straffet noget jern i en times tid. Det er utroligt så stærke vi er efter et måltid bestående af popcorn og sodavand.
Dette gentog vi faktisk søndag (fitness - vi er trods alt ikke så dumme, at vi ser Alien Covenant to gange). Vi var specielt imponerede over, at vi to dage i træk kunne cykle i næsten 15 minutter uden at gispe efter vejret, så vi må efterhånden være i ret god fysisk forfatning til vores forestående tur op af Alpe d'huez. Det kan ikke tage os mere end 45 minutter at dominere sådan en franske bakke. Som om vores ture i fitness ikke var nok, så besluttede vi os for at tage turen til stadion på gåben. 4,5 km den ene vej før kamp og ligeledes den anden vej efter kampen. Ingen trætte ben her.
Den sidste af de tre store stadionoplevelser var kommet. Søndag aften kl. 20.00 blev kampen imellem Real Madrid og Sevilla fløjtet igang. 79.376 tilskuere skabte turens hidtil bedste lydkulisse. Nede på og omkring grønsværen stod legender som Zinedine Zidane, Christiano Ronaldo og sågar også en dansker, Michael Krohn-Dehli, der fik comeback efter en lang skadespause. Kampen havde jo noget at leve op til, efter målshowet på Camp Nou - men da slutfløjtet havde lydt stod der 4-1 på lystavlen, bl.a. på to mål af Christiano Ronaldo. Igen var det en oplevelse i sig selv at forlade stadion sammen med så mange mennesker.
I dag mandag skulle der lige vrides det sidste luksus ud af Madrid.Vi spiste derfor hotellets luksus morgenmad. Wauw! Det var virkelig godt og et femstjernet hotel værdigt. Herefter checkede vi sorgmodige og nødtvungne ud. Solen stod højt på himlen, og vi havde et par timer, der skulle brændes af inden flyveturen til Bordeaux. Naturligvis tog vi afsted mod golfbanen. Tidligere på turen havde vi begge vist storspil på minigolf banen, og vi var derfor overbeviste om, vi let kunne overføre det til de lidt større fairways. Hele 9 huller skulle forceres, og efter lidt træning på driving rangen skulle slaget stå.
Det var en tæt kamp, hvor begge spillere i (meget små) glimt viste potentiale. Kampen endte med uhyre snæver sejr til Michell med en margin på bare et slag. Michell mener, at sejren kom i hus via matchens eneste "Par"på et af hullerne, hvor det ellers ofte hed trippel-bogeys, og det der var værre. Søren pointerede dog flere gange, at Michell 'glemte' at tælle alle sine slag med. Eventuelle tilskuere ville have været enige med Søren. Nogle gange gælder det bare om at være et større menneske. Andre gange bare en vinder!
Efter spillet drog vi videre til lufthavnen, hvor alt forløb glat. Flyveturen varede lidt under en time, og så er det pludselig; "Je ne parle pas francais" istedet for "no hablo espanol".
Vi skal jo være så frankofile som muligt i dette land, derfor blev bilen for den kommende uge en Citroên. Hotellet blev hurtigt fundet, og nu er vi klar til Frankrig.
Au revoir!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar