Més que un blog

We're back. Dette blogindlæg forfattes på vores 4-stjernede hotel i Valencia, som vi har de næste to nætter. Vi slap sidst tråden fredag aften, hvilket betyder at efter en god nats søvn drog vi lørdag morgen ud på vores kulturelle rejse i Barcelona. Vi gik til første punkt, nemlig den store kirke Sagrada Familia, kirken der aldrig bliver bygget færdig. Sikke et mesterværk at se på. Udefra. Der var nemlig lige et eller andet med, at hvis man skulle ind, så skulle man have booket billet, fordi det var lørdag, og stedet var fyldt. Så efter at have taget turen rundt omkring kirken og suget Gaudi's (arkitekten) mesterværk til os benyttede vi os af metroen. Efter vi muligvis var hoppet på et forkert tog, der muligvis kørte i lidt en forkert retning, fik vi alligevel kæmpet os frem til Placa de Catalunya for ramblaen i Barcelona starter.
Efter Michell havde fået os på den forkerte metro, som kørte i modsatte retning af, hvor vi skulle hen, fik Søren os tilbage på sporet. Vi fik spist og drukket lidt, blandt andet den spanske delikatesse; churros med chokolade, mmmmh. Imens vi nød måltidet passerede en stor flok demonstranter os. De var åbenbart vrede over bankerne, der simpelthen smider folk ud af deres hjem, når man ikke betaler tilbage på sit lån. Også selvom man har betalt sine låneydelser rettidigt de første 6-7 år. Michell manglede en naturlig forståelse for deres situation.

Videre ned ad Ramblaen, markedet med de friske råvarer og helt ned til havnen for at se marinaen.
Turen gik så retur hjem til hotellet for at gøre klar til hele årsagen til at besøge Cataloniens hovedstad. Nemlig fodboldkampen imellem F.C. Barcelona og Villareal. Da kun ca. 50 % af vores lille rejsegruppe på to personer holder med hjemmeholdet (den anden kan bedre lide de hvieee' fra hovedstaden Madrid), var en aftale blevet indgået i god sportsånd. Man hepper på hjemmeholdet både på Camp Nou og senere Santiago Bernabeu. Det var derfor en smilende Michell (og Søren), der indtog pladserne bag målet og fangruppen.

Hjemmeholdet, som på catalansk kaldes "Blaugrana" grundet deres blå- og rødstribede trøjer, satte sig tungt på kampen. Det vil sige at første mål, som blev scoret af den brasilianske verdenstjerne Neymar, skete i modsatte ende. Målet var svært at se helt præcist, men jubelbrølet fra de 90.463 tilskuere ikke til at overhøre. Wauw!!! Dette blev hurtigt fulgt op af en udligning fra udeholdet. Aldrig har så mange mennesker samlet et sted været så stille. Vi blev beriget af yderligere 3 mål, så slutfacit var 4-1 til F.C. Barcelona. På scoringstavlen kom også Suarez og 2 x Messi. Vi fik derfor set den berømte MSN-trio score.
Efter slutfløjtet drog vi sammen med resten af tilskuerne igennem Barcelonas gader, som grundet fodboldkampen var blevet lukket for biler. Det var også en oplevelse i sig selv.

Søndag stod vi op og tog tilbage til Camp Nou. Nu skulle vi se F.C. Barcelona's museum, som viser klubbens historie, samt alle afkrogene af stadion, såsom udskiftningsbænken, omklædningsrum, presserum, kommentatorboks og meget mere. Michell var meget imponeret af de mange store og flotte pokaler. Søren konstaterede blot; "vent til vi kommer til Madrid".

Så var formiddagen gået og efter en frokosttapas, skulle vi nå tilbage til hotellet til kl. 16.00 for at følge De Grønne Heltes færd i Aarhus i kampen om Europæisk deltagelse. Vi husker, at vi kom tilbage på hotellet, men derpå følger et stort og tomt hul i vores hukommelse. Vi kommer vel egentlig først rigtig til os selv igen mandag morgen.

Mandag kom vi tidligt ud af fjerene, for vi skulle afhente vores spanske bil, der heldigvis havde rattet i den korrekte side. 8.35 kører vi ud fra Hertz' parkeringsplads, centralt i Barcelona i vores lille grå Skoda Fabia 1.0 (ikke mange muskler under motorhjelmen - godt vi ikke går op i sådan noget pjat...)
Vi ramte åbenbart morgenmylder trafikken, og vi har nu også lært at begå os trafikalt i en sydeuropæisk storby. Vi tror, at det var alle de andre, der blev dyttet af...
Vi ville køre en tur op på bakken, hvor både den olympiske by fra 1992 og Espanyol's hjemmebane ligger - i Michell's hoved lå de i hvert fald samme sted. Så co-driver Søren slår koordinaterne ind på GPS-kvinden og afsted det gå. 20 minutter senere holder vi ved RCDE Stadium, men på en stor flad vej. Nå. De må have flyttet hjemmebane, konstaterede Michell, imens Søren i hvertfald ikke smilede. Tilbage på bjerget kom vi dog - og sikke en udsigt over hele Barcelona. Der er åbenbart forskel på det RCDE Stadium og det olympiske stadion i Barcelona.

Mandag var også dagen, hvor vi skulle forsøge os med en forlystelsespark. ParkAventura World, som ligger ca. 100 km. syd for Barcelona, var blevet valgt i turens planlægningsfase. Med 23 grader og skyfrit var dagen jo som skabt til sådan en oplevelse. Vi skulle jo igennem de forlystelser, så vi hoppede straks på den første og den bedste. En tur i en båd med lidt op og lidt ned lød da meget uskyldigt. Klip til 5 minutter senere, hvor vi som to våde hunde var blevet trukket igennem, hvad der bedst kan beskrives som en syndflod. Godt vi havde hele dagen til at blive tørre igen (vores sko var ikke tørre da vi forlod stedet knap syv timer senere). Resten af dagen gik med forlystelser i alle genrer. 4D biograf hvor vi slap væk fra dinosaurne, kapløb i minitogsrutchebanen hvor vi førte Team Rød til en sikker sejr, den klassiske træstamme, de vilde rutchebaner med loops, twists, 0-100 km/t accelerationer og meget mere. Inden vi nåede udgangen gik vi dog på den lokale Saloon i Amerika-land og så et cowboyshow, på spansk. Selv med Sørens skolespansk var vi altså ikke 100 % sikre på, hvad der foregik.

Forlystelsesparken ligger åbenbart i et ferieområde, så vi fik booket en overnatning på et all-inclusive hotel, der lige havde et enkelt værelse ledigt. Det var godt nok meget billigt, og madbuffetten var vidst derefter. Efter en lang dag kunne vi gå til ro, da vores engelske overboere var færdige med at høre musik.
I dag tirsdag kunne vi ikke forstå, at vi ikke havde mere rent tøj. Sådan noget plejer da bare at blive ordnet. Nogen der kan forklare dette problem?
Men vi blev altså tvunget til at finde det nærmeste vaskeri, hvor der heldigvis var en, der kunne vaske vores tøj. Pyha en lettelse. Vi havde 1½ times tid, som vi fordrev med en gåtur langs stranden i det fine vejr. Herefter drog vi videre sydpå. Efter halvanden times kørsel igennem det flotte spanske landskab, nåede vi byen Peñíscola. En hyggelig lille by. Selvom vi ankom midt i siestaen fandt vi en restaurant, der havde åbent. Her delte vi en lækker seafood paella. Det var en god madoplevelse. Ikke nok med at smagen var rigtig god, så fik vi også udfordringer ved at skulle åbne rejer og krebs, der var tilberedt deri.

Vi er som sagt herefter ankommet til Valencia, hvor vi ikke ved, hvad morgendagen bringer. Vi ved bare at vejret er godt, humøret er i top og vi har stadig lidt penge på lommen.

Brexit

Hej igen!

Siden sidst er der gået en lille uge. Vi startede dag to i Manchester med at gå ind til bymidten, hvor vores første stop var John Ryland Library. Det er en flot gammel biblioteksbygning med mange udsmykninger. Det var samtidig lidt underligt at gå rundt og tage billeder, når der sad studerende og arbejdede.

Dernæst tog vi forbi National Football Museum , hvor vi formåede at bruge næsten to timer på en ud af fire forskellige etager. De lukkede imens vi stadig var derinde. Nogle gange bliver man fanget af noget spændende...

I løbet af dagen havde vi af flere omgange forsøgt at finde en pub, der viste spansk fodbold, men uden held. Vi gik derfor slukørede ind i det nærmeste supermarked og købte 12 donuts for at trøstespise på vejen hjem. Da vi kom tilbage til hotellet, tog vi på Mumbaz, deres lokale indiske restaurant, for at få aftensmad.

Søndag. Endelig oprindt dagen hvor den første af de tre store fodboldkampe skulle opleves. Manchester United mod Swansea. Som de VIPs vi er, startede vi dagen med morgenmad på Lancashire Cricket Club, herfra bød conferencien fra United os velkommen med champagne. Efter en times tid blev vi eskorteret til det såkaldte ’Drømmenes Teater’, Old Trafford, af vores værter. Kampen var mildest talt ikke spektakulær, men oplevelsen på dette historiske stadion og 75.000 tilskuere rettede til en grad op på dette. Kampen endte 1-1 efter et flot frispark af Gylfi Siguardsson fem minutter før tid. Rooney havde scoret til 1-0 lige før pausen på et ikke-eksisterende straffespark begået mod Marcus Rashford.

Efter kampen blev vi eskorteret tilbage til Lancashire Cricket Club, hvor der var øl, vin, vand, tre-retters menu og adskillige konkurrencer. Igen var vi de sidste til at forlade etablissementet. Vi gik mod nærmeste pub med en gå-øl allervenligst sponsoreret af Manchester United. På pubben mødte vi en dansk United-fan, der har valgt at bosætte sig i Manchester. Efter et par timer drog vi mod indre by, hvor vi tog på bar i byens højeste bygning, Cloud 23, med udsigt over hele Manchester. Herfra kunne vi i ro og mag nyde ”girly drinks”.

Dagen efter checkede vi ud fra hotellet og kørte mod Etihad Stadium for de obligatoriske billeder, inden vi tog den korte tur til Liverpool, hvor første stop var fanshoppen ved Anfield, så Michell kunne købe tøj fra ærkerivalen. Vi havde et stop på et par timer hos Liner Hotel, før vi besluttede os for at gå ned til havnen og videre til Liverpool Cathedral for til sidst at spist aftensmad i Europas ældste China Town. Det var 1. maj, så de fleste butikker var alligevel lukkede.

Tirsdag morgen startede som en af Hitchcock's film. En måge stirrede direkte ind af vinduet. Den havde stillet sig ovenpå en anden måge for at kunne kigge ind af det åbne vindue . Efter at have modtaget psykologhjælp begik vi os endnu engang mod Liverpools havn. Denne gang for at besøge Museum of Liverpool, og herefter spise frokost ved havnen. Vi lærte om alt fra The Beatles (som kommer fra Liverpool) til byens traditionsrige fodboldklubber. Vi gik tilbage for at hente bilen ved hotellet og kørte herefter til Goodison Park, hjemmebane for byens andet storhold Everton. Efter at have opsuget stemningen fra Goodison kørte vi igennem Wales (så kan vi krydse det land af på verdenskortet over steder vi har været), videre mod Newcastle-under-lyme (nær Stoke-on-trent). Om aftenen så vi Real Madrid klaske Atletico Madrid i Champions League semifinalen, på den lokale pub.

Onsdag var en dag som vi begge havde glædet os til: Vi skulle lufte badevingerne i Waterworld! Waterworld er en svømmehal på størrelse med Viborgs, men med en del flere rutsjebaner. Der var de hurtige, de mørklagte, en hvori man sidder i en stor badering og til sidst selvfølgelig Twister (som mest af alt virker som et toilet hvor man bliver skyllet ud).  For en almindelig onsdag formiddag med ikke ret mange gæster var der stort fokus på sikkerheden. Selv boblebadet var bevogtet af en vagt i tilfælde af, at vi skulle komme ud for en spontan drukneulykke på 80 cm vand. Vi har ingen billeder af svømmehallen, for der var små børn til stede. Efter et par timer kørte vi videre til Silverstone, der var desværre lukket på banen, så vi måtte nøjes med et billede udefra og lyden af de hurtige biler der kørte rundt på racerbanen. Næste stop; Oxford. I Oxford gik vi rundt i byens gamle gader og parker, inden vi tog på en af Jamie Oliver’s restauranter. Maden var helt fin, men langt fra det bedste vi har fået i denne uge. Efter aftensmaden tog vi på endnu en pub (ja vi vænner os hurtigt til den britiske livstil) for at se Juventus slå Monaco. Hvis nogen overvejer at tage til Oxford, så er byen bestemt et besøg værd, men biltrafikken er forfærdelig.

Torsdag kom et af turens højdepunkter. Vi tog en smuttur fra Oxford til Stonehenge, før vi ankom til London. De store kampesten som er opstillet i en mytisk cirkel tiltrækker åbenbart store horder af besøgende. Man kunne betale 150 kr. for at blive fragtet 1½ km. i bus, og så gå på en indhegnet sti ca. 20 meter fra seværdigheden. Eller, man kunne gøre som os. Forcere marker og veje til fods, uden billet. Stille sig i paparazzi afstand og tage de nødvendige billeder. Søren viste sine ever som ko-hviskeren, da vi kom i nærkontakt med de store landdyr på vejen tilbage.

Videre til  London, hvor vi var i god tid, så vi gik rundt i Westminster og så på biler, hilste på dronningen på Buckimham Palace indtil vi ikke kunne holde os tilbage længere. Et pænt stykke før aftalt tid sneg vi os ind på Petrus, hvor vi fik bord med det samme. Petrus er en af Gordon Ramsay’s restauranter, så forventningerne var i top. Vi var hurtigt enige om, at ”Chef’s Tasting Menu” var det eneste rigtige. Vi var allerede på den første ret overbeviste om, at Petrus fortjener én stjerne. Det skal dog være en Michelin. Absolut det kullinariske højdepunkt på turen!

I dag fredag har den stået på transport. Vi var ude af hotellet omkring kl. 9, hvorefter vi kørte forbi Wembley på vej til Stansted. Vi skulle tage afsked med vores kære Vauxhall Corsa, Dugg, og havde fået at vide at vi skulle aflevere benzintanken så tom som mulig. Efter flere sjat-tankninger samt nøje udregninger af de to matematiske genier, blev bilen afleveret med få dråber i tanken. De sidste 40 miles var kørt med et ”Fuel is very low” i dashboardet og en rød lampe, der var begyndt både at blinke og larme.

Som flyselskab havde vi denne gang udvalgt RyanAir til at fragte os. Efter lidt misforståelse omkring online check-in, lykkedes det os, med 5 minutters margin at tjekke ind online via mobilen. Så sparede vi da lige £100 der. Flyafgangen i sig selv, var allerede 45 minutter forsinket, hvilket betød at frokosten i Barcelona  først blev spist ca kl. 18. Klokken har snart passeret 23, og vi overvejer at gå ud for at få aftensmad sammen med de lokale. ¡Hasta luego!

Slàinte mhath!

Skotland - del 2

Halløj igen. Sidst vi efterlod bloggen sad vi og skuede ud over Loch Ness efter Nessie. Vores tålmodighed indenfor monsterjagt holdte ikke lang tid. Tirsdag kørte vi nemlig videre nord om Loch Ness op til Inverness. Efter at have diskuteret film på vej mod Inverness tog vi en hurtig beslutning - tirsdag formiddag kl. 11.45 var da det optimale tidspunkt at gå i biografen. Vue Cinemas satte scenen og vi nød to timer i selskab med Vin Diesel, Dwayne "The Rock" Johnson, Jason Statham og mange flere, i filmen The Fate of the Furious. Der var hæsblæsende action for alle pengene. Vi tænker 5 ud af 6 stjerner.
På vej ud af biografen blev vi indhentet af biograf-fatter, der undskylder for billedets kvalitet under filmen. Det var ikke liiiiige noget vi havde lagt mærke til - men han giver os to gratis billetter til en af deres 80 biografcentre i Storbritannien. Ikke dårligt!

Vi bevæger os herefter mod Tomatin, hvor den står på Whisky-smagning (ikke Whiskey, da vi jo er i Skotland). Fiona viser os rundt på Tomatin Whisky Distillery, og hun fortæller om både firmaet og whisky generelt. Som de videnshungrende unge mennesker vi nu engang er, spørges der meget ind og vores horisont udvides betragteligt - 'naturligvis' vil nogle nævne. Efter rundvisningen, står den på seks smagninger. Vi er muligvis for unge til at vore smagsløg har vænnet sig til de gyldenbrune dråber. Især Michell havde svært ved at komme igennem de seks glas. Eftersom vi havde været gode tur-deltagere, blev vi inviteret til en enkelt ekstra smagning af de rigtig dyre whiskys.... Puha det var et stort glas at komme igennem. Hvordan kan dråber til 2500 kroner være så opkast-inducerende?
Inden den sidste slurk skålede vi "Slàinte mhath", som betyder "godt helbred på Gælisk.

Lettere berusede (både over alkoholen og alt den nye viden) gik vi de fem minutter op til vores Bed & Breakfast, hvor ejeren, Kate, stod klar med hjemmelavet mad.

Onsdag startede vi igen med et solidt morgenmåltid, inklusiv lidt haggis, inden turen gik mod syd. Vi kørte til Glasgow, hvor vi så frem til at få vasket vores tøj fra vores bjergbestigning af Ben Nevis. Halvvejs mod Glasgow gjorde vi holdt ved det hyggelige Bruar House, der mindede om en Country Club. I Glasgow startede vores søgen efter et vaskeri, hvor vi faldt over endnu en skotsk nationalret - Deep Fried Mars Bar. Sikke en delikatesse! 7 ud af 6 stjerner! Aftenen blev brugt på et venskabeligt spil bowling. Da ingen af os er specielt kompetitive og kun fokuserer på at have det sjovt, blev vi enige om, at der ingen taber var..... Udover Søren.

Hele torsdag blev tilbragt i Glasgow. Vi besøgte de tre store fodboldstadions; Ibrox, Celtic Park og Hampden Park. Flotte stadions, jovist, men ingen af dem havde en magiske aura omkring sig som eksempelvis Energi Viborg Arena besidder. Efter at have kørt Glasgow tynd, parkerede vi Vauxhall'en og begav os ud på gåben (vi har efterhånden ikke så store efterveer fra bjergbestigningen). I en af Glasgow's kældre fandt vi Escape Reality, som er et Escape Room. I bund og grund går det ud på, at man bliver låst inde i et rum, får fortalt en historie og så skal man via samarbejde og kløgt løse forskellige opgaver for at bryde ud. Der var fem forskellige rum og sværhedsgrader fra 1-5. Det var et simpelt valg, hvorfor vi blev låst inde på Alcatraz fængsel (med sværhedsgrad 5) i hver sin celle, og havde så 1 time til at komme ud. Onde tunger vil påstå, at vi var kommet ud, hvor vi ikke kunne bunde. Med hjælp tre gange fra de ansatte og en overskridelse af tiden med ca. ½ time, kan man nok ikke påstå, at vi er de nye udbryderkonger.
Ovenpå denne skuffelse satte vi os på en pub og så Manchester fodbold derby imellem City og United på tv. Dette var en endnu større (omend mere forventet) skuffelse, og efter at have været vidne til 0-0 og dårligt fodboldspil trissede vi hjem. Trætte og skuffede.

Vi forlod hurtigt Glasgow og drog over grænsen til England. Efter 3½ time nåede vi Manchester og vores hotel, Trafford Hall Hotel som ligger i gåafstand fra Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford, hvor vi skal se fodbold søndag. Selv i den tætte bytrafik gled vi let igennem - og blev hurtigt enige om at det at køre i venstre side, samt skifte gear med venstre hånd ikke er så svært endda. Efter at havde siddet stille i bilen i så mange timer, skulle der ske noget. Vi tog i Trafford Centre, et kæmpestort indkøbscenter der er større en flere af de store outlets i USA. Her fik vi oset og shoppet lidt, spist en Shepherds Pie inden der gik lidt konkurrence i den igen. Denne gang to 18-huls minigolfbaner, der skulle afgøre dysten. Tætte kampe med flere hole-in-ones endte med en smal sejr til den defensivt spillende Michell.

Endnu et hole-in-one fra Søren

Sejsbillede

Hvad skulle vi så lige bruge den sidste del af aftenen til? Nå ja, vi havde jo de to gratis biografbilletter. Så ind i bilen og hen til nærmeste Vue biografcenter. Denne gang var filmen "Guardians of the Galaxy 2". Det var åbenbart en VIP forestilling, hvor popcorn var gratis med i billetten og sæderne var store lænestole med benstøtte. Det var fantastisk - og den helt rigtig måde at se film på. Filmen i sig selv var et solidt valg og får 4 ud af 6 stjerner.

Vi har i skrivende stund lige fået morgenmad, som vi, af årsager vi ikke kan gennemskue, ikke skulle betale for - men gratis morgenmad er da bedre end ikke gratis morgenmad. Nu er vi klar til de kommende dage.

Håber alle har det godt - det har vi i hvertfald!

Så er vi igang

Hej derhjemme!

Så er der liv på bloggen igen! Vi har været afsted i ganske få dage, men vi har stadig oplevet en smule allerede. Hvis vi tager den vigtigste oplevelse først, så så vi De Grønne Helte, få tre vigtige point i Silkeborg. Vi kunne følge kampen både før og under boarding til flyet. Det var en storartet start på ferien!

Flyvetyren og ankomsten til Edinburgh forløb godt og en taxa bragte os sikkert til Murrayfield Park Guest House. Vi havde været så heldige at få værelset med en dobbelseng med 140 cm i bredden og tilhørende dobbeltdyne...

På dag to fik vi hentet vores bil, en Vauxhall Corsa. Det tog virkelig lang tid. Hvis nogen fra Hertz læser med, så har vi adskillige forslag til, hvordan forretningen kan forbedres. Efter at have stået i kø i hvad der føles som flere timer, fik vi endelig vores bil udleveret. Vi kunne hurtigt konstatere, at der på forsæderne er byttet rundt på rollerne imellem chauffør og co-driver. Med kørsel i den forkerte side og gearskifte med venstre hånd fik Søren dog bragt os sikkert afsted. Vi parkerede ved hotellet og begik os derefter ud på en mindre gåtur på 45 minutter for at nå ind til Edinburg’s gamle bydel. Herfra gik vi The Royal Mile, som leder fra Edinburg’s gamle bydel op til Edinburg Castle. Her fik vi blandt andet set en kirke med syngende kirkekor og pladsen for det traditionsrige skotske Military Tattoo. Vi rundende af med en rolig gåtur ned i Princess Street Gardens. Vi har tilsyneladende ikke fundet det interessant nok til at tage billeder af det.

Efter den korte tur igennem Edinburg vandrede vi tilbage til hotellet. Her var den første vabel opnået. Det tegner ikke videre godt for resten af turen.

Blot et stenkast fra hotellet ligger Murrayfield Stadium, hvor der lørdag blev spillet 5 forskellige rugby-finaler. Vi valgte naturligvis at se hovedkampen. Ayr vs Melrose. Vores hold, de gule fra Melrose, med sækkepibeorkester istedet for cheerleaders tog sejren. Vi er blevet en smule klogere på reglerne, meeeen vi var tit forvirrede.  Sporten virker populær herovre, men den når stadig ikke fodbold til sokkeholderne. På et stadion med plads til næsten 70.000 tilskuere var der vel knap 5.000 på en flot og solbeskinnet lørdag eftermiddag.

Søndag startede med en kort køretur til Stirling Castle. Det var interessant at høre fortællingerne om William Wallace’s og Robert the Bruce’s kamp mod englænderne, men derudover var det mest interessante ved Stirling, at det markerer vores overgang fra lavlandet til højlandet.

Fra Stirling kørte vi videre igennem Glen Coe, hvor vi kunne se The Three Sisters – eller det tror vi i hvert fald, for vi fandt aldrig ud af hvilke tre bjerge navnet dækker over. Selvom vi angiveligt kørte i natursmukke omgivelser med både bjerge, søer og geder, var det svært at fjerne blikket fra vejen, som vi kørte på. Det bør ikke være svært at forstå, hvorfor vi ikke kiggede op fra vejen, hvis vi formår at beskrive dem rigtigt:

Vejene er ca. ligeså brede som en stor van. Udenfor vejens markering er der grus, kantsten og generelt store huller – vi forventer en hurtig død, hvis vi kommer ud over vejens markering. Der kører naturligvis også store lastbiler på vejen, og der er regelmæssigt advarselsskilte mod modkørende traffikanter midt på vejen, stenskred, ænder(!), rådyr og ældre mennesker(!) på vejen. Den eneste rationelle hastighed på disse dødsfælder, hvor man hverken kan holde til venstre eller højre på vejen uden frygt for et hurtigt endeligt, er naturligvis 60 mp/h (100km/t). Det må være skotternes rationale, at hvis det skal gå galt, så bør det i det mindste gå hurtigt.

Efter vi var kørt igennem Glen Coe til Fort William, fik vi ført vores skrækslagende selv ind på en pub for at få noget at styrke os på. Det passede med at de viste verdens største fodboldkamp, på nær kampene med Viborg. Det var en fantastisk kamp. Søren mener, at resultatet har fortabt sig i (alkohol-)tågerne omkring Fort William.

I dag har været vores første store test (den første test var vablerne på dag to). Vi fik set Neptune Staircase. Vi kan roligt konstatere, at det nok er blevet oversolgt til os som en turistattraktion. Det er en lille gruppe af sluser, som ser pæne ud på billeder oppefra. Det var mindre imponerende, da vi rent faktisk stod blandt sluserne. Sluserne var alligevel kun en mindre detalje i løbet af dagen. Næste stop: Ben Nevis, Storbritaniens højeste bjerg!

Vi startede vores besøg i Visitor Center hvor den lokale park ranger fortalte om dagens horrible vejrforhold på bjerget. Minusgrader, chillfaktor på -20, kraftige vindstød og elendig sigtbarhed. Hun rådede os til en to timers gåtur op til vandfaldet, ca. halvvejs oppe af bjerget, hvor forholdene ville være sikre.

Det passede os fint, eftersom Michell kun havde et par jeans, sportssko og ingen handsker. Søren var bedre forberedt efter Grand Canyon-fiaskoen i ’10. Turen op ad Ben Nevis var fantastisk. Udsigter som man ser på billeder, skiftende natur og vejr. Det var utrolig smukt at sidde på kanten af et bjerg og derfra se tre store bjerge, der var med til at indramme dalen på flotteste vis. Bag de mindste bjerge kunne vi se kæmpestore søer.

Modsat turen op, der var hård ved lår, lænd og lægge, var turen ned ad Ben Nevis hård ved knæene. Vi har begge over de sidste par måneder haft lidt problemer med vores knæ, og turen ned fik for alvor testet dem. I skrivende stund har vi benene oppe. Ja vi er blevet gamle JBen Nevis er klart et besøg værd! Hvis nogen af bloggens læsere (hej mødre) vil tage turen, så skal I dog være opmærksomme på, at ”vandfaldet” i april måned blot er en lille kilde, som vi jo så overså, selvom vi gik igennem det. Vi var sikre på, at vi ikke ville nå vandfaldet på to timer grundet vores dårlige form, og vores tidspessimisme førte os derfor på afveje. Vi fandt først ud af, at kilden var et ”vandfald”, da vi havde rundet toppen af bjerget, taget nogle billeder i snestormen og var gået ned igen. Hele turen blev af park rangeren estimeret til at tage mellem 6 og 8 timer. Vi har - i en smuk kombination af stædighed og arrigskab over ikke at have set vandfaldet – gået op og ned på lidt under fem timer. Vandfaldet havde vi krydset på under halvanden time.

Efter at have brugt fem timer på et bjerg tog vi et hurtigt smut i svømmehal/fitness center for at få noget let cardiotræning (læs: Michell svømmede og Søren sad i sauna). Bagefter kørte vi til Glenfinnan Viaduct, der er kendt fra Harry Potter-filmene. Det var OK.

Vi er efter yderligere halvanden time på de såkaldte veje ankommet til Loch Ness. Vi føler os overbeviste om, at vi nok skal se Nessie inden i morgen, når vi kører videre til whisky-smagning!

Vi håber samtidig, at dette hotel bliver det første med varmt vand i bruseren.

Håber I alle har det godtJ

Rute: Frankrig

Nedenfor er et kort over vores rejse i Frankrig. Datoer på de forskellige rejsedage er indsat (åben kortet og kig i venstre side).

Rute: Spanien

Nedenfor er et kort over vores rejse i Spanien. Datoer på de forskellige rejsedage er indsat (åben kortet og kig i venstre side).

Rute: Storbritannien

Nedenfor er et kort over vores rejse i Storbritannien. Datoer på de forskellige rejsedage er indsat (åben kortet og kig i venstre side).